Ida

Med stor forsinkelse kommer her allersidste afsnit om de personer, som døde så ensomt at kommunen måtte efterlyse eventuelle pårørende i dagspressen.

I begyndelsen af oktober 2005 skriver journalisten Anders Lund Madsen på bagsiden af Urban om en kvinde ved navn Esther Kirstine Christensen: ”…hun døde for en uge siden. Hjemme hos sig selv på Blankavej 22, første til højre i Valby. Helt og aldeles alene – så alene endda, at Københavns Kommune i går måtte efterlyse pårørende i Politiken.”  Esther Kirstine Christensen blev 84 år. Hun boede i Valby, hvor jeg også bor. Jeg finder hendes adresse på et kort, og det viser sig, at vi har boet ca. et kvarters gang fra hinanden på hver sin side af Valby Langgade. I hendes dødsannonce, som kom i avisen torsdag d. 29. september, ser jeg, at hendes fødselsdag ligger to dage før min. Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af mere om hende. Da jeg på dette tidspunkt ikke har kunnet finde afgørende oplysninger om Ammar Allouache, vælger jeg i stedet at efterforske sagen om Esther Kirstine Christensen. Selvom det senere i projektet lykkedes at opklare sagen om den muslimske mand, så synes jeg alligevel, at historien om Esther Kirstine Christensen skal med som et sidste kapitel.  

Hos den kvindelige bedemand i Valby får jeg at vide, at afdøde skal bisættes fra Timotheus Kirke på Christen Bergs Allé. Der er endnu ingen pårørende, som har henvendt sig angående den ældre kvinde. Bisættelsen bliver sandsynligvis enten torsdag i denne uge eller mandag i næste uge. Kommunale bisættelser falder aldrig på en fredag eller lørdag.  Den kvindelige bedemand fortæller om en mand, der for snart længe siden var kommet ind i bedemandsforretningen på Nørrebro. Han ville gerne have en dødsattest på sin mor. Det var et lidt pudsigt ønske syntes bedemanden, men manden fortalte, at hans mor havde fået en kommunal bisættelse. Da der var under 30.000 kr. i dødsboet gik hele arven til kommunen. Sådan er reglerne. Pengene dækker udgifterne til bisættelsen samt til arbejdet med at rydde boligen. Da kommunen skulle overtage hele indboet, havde manden ikke måtte tage noget fra lejligheden. Han havde siden fortrudt, at bisættelsen blev kommunal, men han havde ikke haft råd til at betale, så han havde ikke haft noget valg. Nu savnede han et minde fra sin mor, og derfor ville han gerne have hendes dødsattest, hvis det kunne lade sig gøre. Den kvindelige bedemand bliver helt rørt, når hun taler om episoden. Manden fik naturligvis dødsattesten, og han knugede den ind til sig, da han forlod kontoret. 

Nogle dage senere ringer jeg til præsten, som har træffetid mellem kl. 10.00 og 11.00. Hun fortæller, at der stadig ikke er nogen, der har henvendt sig angående afdøde. Præsten tilføjer, at de efterlysende dødsannoncer bør komme i gratisaviserne, for så vil de blive læst af mange flere. ”Det er jo ikke alle, der holder Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands Posten,” tilføjer hun. Præsten fortæller, at hun har haft flere af denne type bisættelser. ”Det er meget svært at holde en prædiken, når man slet ikke ved noget om afdøde,” siger hun. ”Ofte kommer der dog venner fra det lokale værtshus. Jeg har flere gange været ude for, at de har købt store blomsterkranse med bånd, som de måske knapt har haft råd til.”  

Præsten spørger mig, om jeg vil forsøge at finde oplysninger om Ester Kirstine Christensen. Jeg svarer, at jeg ikke vil stemme dørklokker for at tale med naboerne, for det vil jeg føle er for anmassende. Derimod vil jeg spørge nogle af de lokale handlende, om de har kendt hende. Præsten siger, at hun vil ringe til kommunen og se, om de vil oplyse noget. Vi aftaler, at vi ringes ved. Jeg tager forbi den afdøde kvindes bopæl. Måske kan jeg få nogle oplysninger om hende hos de lokale handlende. På Blankavej falder jeg i snak med en ældre kvinde. Vi taler lidt, og jeg spørger om hun har kendt Esther Kirstine Christensen. Det har hun ikke. ”Kommunen måtte efterlyse eventuelle pårørende i dagspressen, da hun døde,” fortæller jeg. ”Ja, det kommer ikke til at ske for mig,” siger den ældre kvinde, ”for jeg har 10 børnebørn og 9 oldebørn.” Jeg følges med kvinden et stykke ned af Blankavej. På det første stykke af vejen er der villaer, og længere henne er der lejligheder. ”Jeg har fire sønner,” fortæller kvinden. ”Der er to års mellemrum mellem dem. Den ældste bliver snart 60 år. Han er murermester. Når jeg ser unge mødre på gaden med deres børn, så tænker jeg, ja det var dengang.” Kvinden drejer ned af en sidevej, og jeg vinker farvel til hende.  

I nærheden af Esther Kirstine Christensens hjem ligger der en lille købmand på et hjørne. Den hedder ”Nem.” Måske har hun handlet der? Jeg går ind i forretningen, men der har de ikke kendt hende. ”Det er muligt at hun er kommet her,” siger den unge butiksassistent, ”men navnet siger mig ikke noget.” Jeg forlader forretningen og går lidt rundt i området. På hjørnet af Valborg Allé og Beatevej ligger der en stor frisørsalon. ”Det her kunne meget vel være Esther Kirstine Christensens frisørsalon,” tænker jeg. Frisøren har lukket i dag mandag, men har åben i morgen og resten af ugen. På døren er der et lille skilt, hvor der står: ”Vi har igen olivenolie.” Der er andre frisører i området, og jeg henvender mig til dem og spørger, om de har haft Esther Kirstine Christensen som kunde. Hverken frisør ”no name” eller ”Frisør Inge” har kendt afdøde. Hos Frisør Inge leder de alle kartotekkortene igennem, men Esther Kirstine Christensens navn er ikke iblandt. 

Nogle dage senere ringer jeg til frisøren på hjørnet af Beatevej og Valborg Allé. Den mandlige frisør fortæller, at han tydelig husker Esther Kirstine Christensen. ”Hun er kommet i salonen siden jeg var barn,” fortæller han, og tilføjer at han har overtaget salonen efter sin mor. ”Hun var vores kunde i mere end 60 år. Da jeg var dreng fik Esther ordnet sit hår hver uge. Det var hendes luksus. Esther var en lille grå dame, som har haft et lidt gråt liv. Hun var rengøringsassistent bl.a. på Valby Kro. For ca. 10 år siden havde hun en ven, som boede i en ældrebolig i Valbyholm, som ikke ligger så langt fra Blankavej. De boede aldrig sammen, men hver sommer tog de på campingferie indtil hans død for nogle år siden.” Senere på formiddagen ringer jeg til præsten. Jeg fortæller om, hvad jeg har fundet frem til, og præsten oplyser, at hun har talt med politiet, pensionskontoret og socialkontoret. De ville alle gerne give hende oplysninger, da hun fortalte, at det var til hendes prædiken. Præsten fik at vide, at Esther Kirstine Christensen gik i skole i Køng i Næstved til hun blev 13 år. Herefter tjente hun på forskellige gårde, til hun blev 21 år, hvorpå hun rejste til København, hvor hun arbejdede som rengøringsassistent på Den Hvide Kok på Vesterbrogade. Fra 1958-1978 arbejdede hun på forsikringsanstalten ligeledes som rengøringsassistent, hvorefter hun fik førtidspension pga. nedslidning. I 1967 blev hun gift med havnearbejder Ebbe Christensen (født 1923). De var gift til 1986, hvor Ebbe Christensen døde. Man mener, at Ester Christensen har været gift før, men informationerne herom er uklare. Hun har haft nogle yngre søskende, som er afgået ved døden. Hun arbejdede også som rengøringshjælp bl.a. på Valby Kro og i den ejendom, hvor hun boede. Her vaskede hun trapper. Det fortalte varmemesteren i ejendommen. ”Hun var meget grundig og effektiv i sit arbejde,” fortalte han. ”Ester Christensen var altid sød og smilende, men hun holdt sig meget for sig selv,” havde han tilføjet 

Hendes dødsårsag kendes ikke. Politiet blev kontaktet af et par naboer, som havde undret sig over, at de ikke havde set noget til hende i flere dage. Da de kikkede ind gennem hendes brevsprække, kunne de se hendes fødder. Politiet sprængte døren og fandt hende død liggende på gulvet. Jeg tager hen på Valby Kro, hvor Esther Kirstine Christensen har arbejdet. Her møder jeg en kvindelig bartender. Hun ved godt, hvem Esther var. Hun var dog ikke klar over, at Esther havde arbejdet på kroen, men hun fortæller, at Esther plejede at komme 1-2 gange om ugen for at nyde et par øl. Det var nu længe siden, hun havde set hende sidst. ”Kom hun her i mange år?” Spørger jeg. ”Hun er i hvert fald kommet, i de 3 år jeg har arbejdet her,” lyder svaret. Den kvindelige bartender tilføjer, at indehaveren kommer i morgen eftermiddag. Hun ved mere om afdøde, så hende bør jeg tale med, får jeg at vide. 

Jeg tager hen til frisøren på Beatevej, som jeg har talt med i telefonen. Jeg vil gerne hilse på ham, og måske kan jeg kan få mere at vide om Esther Kirstine Christensen. Frisøren fortæller, at afdøde ikke var hans kunde. Hun blev først klippet af hans mor i mange år. Senere var det hans kone, der klippede hende. Esther Kirstine Christensen sagde aldrig ret meget og slet ikke efter vennens død, fortæller frisøren. Jeg får at vide, at Esther og hendes ven ikke rejste rundt med deres campingvogn, som jeg havde troet. Den stod permanent ved Køge, og det var der de tog ned og boede. Vennen kom også i frisørsalonen. ”Han var en ”lidt spøjs og sær type.” Det havde Esther også selv sagt, at han var,” tilføjer frisøren.  I mange år fik Esther farvet håret hasselnøddeblondt. En varm farve. I de sidste par år stoppede hun imidlertid med hårfarvningen. Men lørdag d. 13. august kl. 11.30, den allersidste gang hun var til frisør, bad hun om at få håret farvet igen, fordi hun skulle noget. Hvad det var hun skulle, vidste frisøren ikke. Ester var allerede syg på det tidspunkt, fortæller han. Det var meget vigtigt for hende at få farvet hår den dag, og hun fik en tid, der blev passet ind mellem de andre kunder. ”Hendes hår var tyndt og kruset, så det tog ikke lang tid at farve,” fortæller frisøren. 

Jeg tager hjem og ringer til præsten. Hun har ikke kunnet få fat i afdødes naboer, og der er stadig ingen, der har henvendt sig angående bisættelsen, som finder sted i morgen. Vi er enige om, at vi i fællesskab har været i stand til at få så mange informationer, at Esther Kirstine Christensen kan få en personlig bisættelse. Jeg fortæller præsten, hvad frisør Jesper yderligere har fortalt mig, og vi aftaler at tales ved i morgen. ”Nu skal jeg have skrevet min prædiken,” siger præsten, inden vi afslutter samtalen. Esther Kirstine Christensen skal bisættes d. 13. oktober kl. 11.00. Jeg går hen til kirken fra min bopæl. Flaget er på halv, da jeg ankommer. Klokken er 10.50.  

Jeg går ind i kirken og møder den meget ungt udseende kirketjener. Han har slips og jakkesæt på. Han taler med en mand i 40ene, som er iført cowboybukser og en tyk rød velourskjorte. Han er i lære som kirketjener. Jeg spørger kirketjeneren, om nogen har henvendt sig angående dødsfaldet. ”Nej, kun Dem,” svarer han. Kirketjeneren fortæller, at præsten i sidste uge havde fortalt ham, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til bisættelsen i dag, men han kunne forstå, at hun nu har en fin og personlig prædiken. I det samme kommer præsten og hilser på mig. Jeg går op af kirkegulvet, og sætter mig på tredje række til højre. Blomsterne er rosafarvede. Kirketjeneren og eleven sætter sig allerbagerst også til højre. 

Bisættelsen går i gang: Præludium- Nåde være med jer og fred fra Gud vor far og vor Herre Jesus Kristus. Amen! - Salme nr. 754 ”Se, nu stiger solen af havets skød.” - Her ved Esther Christensens bisættelse vil vi sammen høre nogle ord fra Bibelen om Guds kærlighed og omsorg i liv og i død: Først fra GT – Salme: 23Tale: Esther Christensen er død – et langt liv er til ende, et stille liv måske, for Esther kendte her i de senere år ikke så mange, lader det til. Der er ingen, der har henvendt sig, da det blev kendt at hun var død. Ingen, nære pårørende jeg har kunnet tale med som præst. 

Men alligevel var hun ikke helt alene i denne verden. Der er mennesker, der husker hende. Hun kom i den samme frisørsalon nær sit hjem, hvor hun boede i så mange år – og det blev til hele 60 år. Hun var også kendt i sin opgang, ja i en del af ejendommen, - kendt af varmemesteren og flere af beboerne – Esther vaskede med stor flid og grundighed trapper i flere opgange – hun gjorde meget ud af det og trapperne er nok hverken før eller siden blevet vasket og skuret så fint. Når hun gjorde det, blev hun bemærket for sit venlige og rare væsen, hun havde let til smil og var vellidt af alle, selv om hun måske holdt sig lidt for sig selv. Og i hvert fald ikke rendte varmemesteren på dørene. Men når der en sjælden gang var noget, der skulle ordnes, så bød hun gerne håndværkerne ind på en øl og en lille snak. 

Esthers liv tog sin begyndelse i Hammer på Sydsjælland – her boede hun med sin familie, som bl.a. talte flere mindre søskende, her gik hun i skole i Køng og gik ud som 13-årig for i de næste 8 år at tjene rundt omkring på egnens gårde. Som 21-årig kom hun til København, her fik Esther arbejde først på ”Den hvide kok” på Vesterbrogade og siden fra 1958 på forsikringsanstalten, hvor hun var rengøringsassistent – og der arbejdede hun i mindst 20 år. Esther arbejdede uden tvivl med stor iver og grundighed og hun har siden fortalt, at hun kun havde 2 sygedage i hele sit arbejdsliv. Til sidst var hun da også nedslidt, og hun fik førtidspension.  

Trappevask i ejendommen og rengøring på Valby Kro havde hun ved siden af. Familieliv blev der også tid til for Esther. Hun var gift to gange, og hendes mand nr. 2, Ebbe Christensen, levede hun sammen med i knap 20 år – og de boede på Blankavej, hvor Esther så vidt vi ved tilbragte langt de fleste år af sit liv. Ebbe var havnearbejder og døde forholdsvist tidligt som 63-årig. Der var ingen børn i ægteskabet. 

Senere hen fik Esther en god ven, som også boede her i Valby, de tog sammen på ferieture i Campingvognen, som Esther anskaffede sig for sine sparsomme midler. Campingvognen stod fast ved Køge, og her var Esther i mange år glad for at komme – både alene og med sin ven. Hendes ven døde for et par år siden – og siden var Esther nok en del alene, men hun klarede sig selv uden hjemmehjælp eller anden hjælp fra kommunen. Hun holdt stadig kontakt til Valby Kro, hvor hun kom af og til. I den sidste tid var hun syg, men kom dog til sin faste frisør så sent som midt i august, hvor hun skulle  ud til noget. Fra den sidste tid ved jeg ikke så meget, men jeg ved, at hun blev savnet af betænksomme mennesker i sin opgang – og de fandt ud af, at hun var død i sit hjem.  

Esther Christensen fra Blankavej er død, men hun har levet, hun har levet og virket, hun har betydet noget for dem hun stod nær, for mennesker hun kom i kontakt med via arbejde og bopæl, sin frisør og handlende, personalet på stamkroen, og hvem hun nu ellers talte med og sås med. Da kommunen ved hendes dødsfald efterlyste pårørende til hende med en annonce i avisen, så tænkte man først: ”Tænk, at dø så ensom – og hvem er hun, har hun ikke nogen historie?”Og vi kan sige: Hvad er et menneske uden en historie? – Ingenting – tilsyneladende.Men et dødt menneske er kommet til live i den historie, der er om hende. 

Vores historier om og med hinanden kommer tydeligt frem i vores fælles historie med Gud – og det markeres ved vores dåb. Når vi døbes, som Esther er blevet det for mange år siden, så sættes hun og vi alle ind i den store fælles historie med Gud og med hinanden. En historie, som for vores vedkommende afgrænses af fødsel og død – af dåb og begravelse – og en historie, som hos Gud forsætter i al evighed! 

Som jeg læste det før med ordene fra Paulus: ”Ingen af os lever for sig selv og ingen dør for sig selv - derfor var det jo, at Kristus døde og blev levende for at han skulle blive Herre både over døde og levende.”Jesu Kristi død og opstandelse har vist os, at han er Herre over både døde og levende. Det fortæller os, at vi hører Gud til hele vores liv igennem og helt ind i døden. For Gud er vi alle værdifulde og værd at elske, vi er alle betydningsfulde og umistelige.Vores liv er aldrig meningsløst, for vi er sat ind i en sammenhæng med Gud og med hinanden. Vores fælles liv brydes af dødens magt – men ikke for Gud – Guds magt er altid større og stærkere end dødens og det ondes magt. Det fortæller opstandelsen os. Om lidt skal vi høre de ord, der også lyder i dåbsritualet: ”Genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” – ordene minder os om påskens glædelige budskab – vi hører disse ord ved vores indgang og vores udgang – ved dåben og ved kisten, som tegn på, at Guds kærlighed favner os ud over det liv vi kan overskue. Guds kærlighed favner os fra evighed og til evighed. Og den kærlighed kan ingen eller intet skille os fra. Vi er i Guds hænder, i kærlighedens hænder, når vi lever og når vi dør. AMEN! 

-Bøn:-Salme: nr. 31 ”Til himlene rækker”JordpåkastelsesritualSalme: 770 ”jeg er træt og går til ro.” Jeg synger med ved alle tre salmer. Efter den sidste salme er bisættelsen forbi. Præsten går ud og jeg følger efter. 

Ugen efter tager jeg tilbage til Valby Kro og møder den kvindelige indehaver samt 6-7 stamkunder, der alle sidder ved et stort bord. Det viser sig, at de alle har kendt Esther Kirstine Christensen. ”Er Esther død?” spørger en lyshåret kvinde og gør store øjne. Ingen af dem har vidst det. ”Vi har ikke set dødsannoncen,” siger indehaveren. Jeg fortæller, at den var i Politiken, Berlingske Tidende og Jyllandsposten. ”De aviser læser vi ikke her,” siger indehaveren. ”Vi læser Valby Bladet.” ”Ja, der var dødsannoncen desværre ikke i,” siger jeg. Stamgæsterne er tydeligvis kede af, at de ikke kom med til Esthers Kirstine Christensens bisættelse. ”Her i Valby siger vi altid pænt farvel til dem, vi kender,” siger en af de kvindelige stamgæster. ”Vi ville have mødt op alle sammen med store blomsterbuketter.” De andre nikker bekræftende. Jeg fortæller, at Esther fik en så personlig bisættelse, som det var muligt. ”Det fortjente hun også, lyder svaret.” ”Det var godt at du var der,” siger en anden stamgæst og smiler til mig. Indehaveren fortæller, at hun har haft Valby Kro i 26 år. ”I alle de år kom Esther næsten hver dag. Først kom hun med sin mand, og da han døde i 1986, kom hun her med de andre mænd, hun havde i sit liv. De døde alle fra hende. Der gik rygter om, at Esther havde fået et barn efter den anden verdenskrig, som blev bortadopteret. Det var dog kun rygter, og det var aldrig noget Esther talte om. Hun vaskede trapper i 35 år i Mosegården, som var den ejendom, hvor hun boede. Jeg har aldrig hørt, at Esther skulle have arbejdet på Den Hvide Kok, og hun blev da ikke førtidspensioneret,” siger indehaveren forundret. ”Esther arbejde til hun blev 67 år, men hun arbejdede kun i Mosegården. Her på Valby Kro kom hun som gæst. Hun sad altid ved et af de tre små borde,” fortæller indehaveren og peger over mod bordene for enden af lokalet. ”Nogle gange sad hun alene, men hun talte også med de andre gæster. Hun talte dog kun med dem, hun ville.” ”Hun gav mig et tungekys for to år siden,” siger en af de mandlige stamgæster pludseligt. ”Ja, hun var lidt af en sexbombe,” tilføjer indehaveren. ”Esther plejede altid at købe tre stykker smørrebrød til frokost, som hun spiste her på kroen. De to stykker var til hende selv, og det tredje stykke var til gæsternes hunde. I den sidste tid kom Esther med taxa. Hun havde ikke mange penge, men hun lagde altid 40-50 kr., hver gang hun var her. Hun kunne godt være skrap og sige sin mening. Hun var ikke en lille stille dame, som man kunne tro.” Indehaveren skriver ned, hvornår Esther døde. ”I alle de 26 år jeg har været her, har jeg holdt regnskab med, hvem der er kommet her og hvem af stamkunderne, der er gået bort,” fortæller hun. 

Her kommer tiende kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende. 

Den sidste efterlysende dødsannonce i denne måned kommer i avisen fredag d. 27. maj. Annoncen omhandler en Ellen Viktoria Petersen. Hun døde fra Sennepshaven i Herlev i en alder af 90 år.  Afdøde skal bisættes d. 8. juni. Da Ellen Victoria Petersen boede på Sennepshaven, går jeg ud fra, at hun skal bisættes fra Lindehøj kirke, da den ligger nærmest bopælen. 

Jeg tager ud for at tale med bedemanden i Brønshøj, da afdøde hører under den afdeling. Han fortæller, at Ellen Viktoria Pedersen ikke boede på Sennepshaven. Hun var der kun på aflastning i den sidste tid, hun levede. Bedemanden oplyser at hun var på Røde Kors Hjemmet. Hendes hjem lå imidlertid på Frederikssundsvej, og hun blev derfor bisat fra Husum kirke, som er den kirke, der lå nærmest hendes bopæl. Bedemanden mener ikke, at nogen henvendte sig angående den ældre kvinde, men han foreslår, at jeg kontakter den sognepræst, som bisatte afdøde. ”Hun er en fantastisk præst,” siger han. ”Hun holder nogle gode prædikener og har ofte musiske indslag, hvor hun selv synger til.” Jeg får sognepræstens telefonnummer og træffetider.  

Ugen efter tager jeg forbi præstens store hvide villa. Kontoret er i kælderen. Præsten fortæller, at ingen kom til den 90-årige kvindes bisættelse. Jeg får udleveret et stykke papir, hvorpå bisættelsesritualet et trykt. Jeg læser følgende: Salme: Vers 1 og 2 af salme 31 ”Til himlen rækker din miskundhed, Gud.”  Hilsen: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Bøn: Vor Gud og Fader i himlen,Vi takker dig,Fordi du modtog vore Herre Jesus Kristus i dit rige,Da han havde givet sit liv for at frelse verden.Og vi beder dig,Modtag også os, som er døbt til hans død.Lad os ikke gå tabt i frygt og vrede eller ensomhed,Lad os leve, som Herren ville,Håbefuldt i hans tro,Indtil du gør os til evig tid saligeVed din korsfæstede og opstandne Søn,Jesus Kristus vor Herre, Som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,En sand Gud fra evighed og til evighed. Amen. Læsning – Rom. 8,31-b-34: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Amen. Jordpåkastelse (indledes med lovprisning):Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,som i sin store barmhjertighedhar genfødt os til et levende håbved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.Ellen Victoria PedersenAf jord er du kommet.Til jord skal du blive.Af jorden skal du igen opstå. Lad os sammen bede:Fader vor, du som er i himlene!Helliget blive dit navn, komme dit rige,Ske din viljeSom i himlen således også på jorden;Giv os i dag vort daglige brød,Og forlad os vor skyld, som også vi forlader voreSkyldnere,Led os ikke ind i fristelse,Men fri os fra det onde.Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen. Velsignelse:Herren velsigne dig og bevare dig!Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Amen. Salme:Vers 7 af salme 402. Den signede dag med fryd vi ser. 

Præsten siger, at det er modbydeligt, når der ikke kommer nogen til en bisættelse. Det virker så forkert. Nogle gange kommer der venner fra det lokale værtshus. Det er dejligt. En gang havde en ven stillet en øl på afdødes kiste lige før gudstjenesten. Den afdøde kammerat skulle ikke komme tørstig til himmerige, havde vennen sagt. ”Det var måske en smule hedensk, at den ølflaske stod på kisten under hele gudstjenesten, men jeg havde ikke problemer med det,” siger præsten. 

Præsten fortæller, at hun ofte bruger mere tid på de bisættelser, hvor der ingen pårørende er, end de bisættelser hvor der er pårørende. Når der er pårørende, så er det ikke svært at gøre en bisættelse fin og personlig. Men når der ikke er nogen til at fortælle om afdøde, så bliver det svært. Præsten ønsker ikke at udføre et standardritual for de afdøde, som ingen pårørende har. På den anden side vil hun heller ikke stå og tale bare for at tale. ”Det virker søgt, og så er det bare præsten, der er glad for sig selv,” som hun udtrykker det. Hun kan ikke holde en lang tale om afdøde, men hun kan vælge salmer og bønner med omhu, så hver bisættelse bliver så individuel som muligt.  

”Der findes mange sørgelige skæbner,” siger præsten, ”men der er også solstrålehistorier ind imellem.” Hun fortæller om en ældre mand, som havde børn og børnebørn fra et tidligere forhold men var blevet gift igen. Da han døde, tog hans børnebørn sig af hans lidt senile kone, selvom hun ikke var deres mor. En anden ældre kvinde havde kun haft en enkelt veninde, som døde. Da den ældre kvinde selv døde, så kom den afdøde venindens børn helt fra Jylland og stod for bisættelsen. De havde ikke selv kendt afdøde så godt, men hun havde været deres mors veninde, og derfor var hun vigtig for dem. Præsten mener, at nogle mennesker har valgt at leve ensomt. ”Man kan godt leve sit liv på en måde, så man bliver savnet, når man dør,” siger hun. Hun fortæller om en ældre kvinde, som boede nær en boldklub. Kvinden havde ingen familie, men hun gjorde sig til frivillig medarbejder i klubben til stor glæde for både sig selv og andre. Hun var også tilknyttet Avedøre Kirke, og hver gang der var en bisættelse, så mødte hun op, hvis ingen andre gjorde. Da hun selv døde, var kirken fuld ved hendes bisættelse. Inden jeg går, efter 45 minutter, siger præsten, at jeg er velkommen til at henvende mig igen, hvis jeg har yderligere spørgsmål.  

Nogle uger senere tager jeg ud til Røde Kors Hjemmet. Her møder jeg souschefen. Hun husker kun Ellen Viktoria Petersen af navn, og hun skynder sig at sige, at hun ikke må udlevere personlige papirer til mig pga. tavshedspligt. Hun fortæller, at Ellen Victoria Petersen kun var til aflastning på plejehjemmet i de sidste måneder af sit liv. Hvis jeg vil vide mere, kan jeg henvende mig til visitationen. Måske kan de sige noget, for det var dem, der formidlede, at hun kom på omsorgscenteret. Jeg får telefonnummeret dertil. Jeg vælger ikke at ringe, da jeg ved, at alle offentlige institutioner har tavshedspligt. 

Turen går nu igen til bedemanden i Brønshøj. Jeg spørger ham, om jeg kan få Ellen Victoria Petersens præcise adresse på Frederikssundsvej. Han finder papirerne frem, og giver mig adressen. Jeg siger, at jeg vil tage forbi afdødes bopæl for at se, om jeg af den vej kan få noget at vide om hende.   Bedemanden fortæller, at nogle af de ensomme ældre mennesker kan have store formuer liggende. I en situation efterlod afdøde sig 1.5 millioner kroner. ”Hvis man lever enkelt, så kan der nemt være et økonomisk overskud hver måned, og det kan blive til mange penge i årenes løb,” fortæller han. ”Det sker dog også, at de afdøde har været velhavende og levet et helt normalt liv. Det er ikke kun fattige mennesker, som er ensomme,” tilføjer han. I det tilfælde, hvor en afdød efterlod sig halvanden million kroner, gik pengene til kommunen, for den afdøde havde ikke skrevet testamente. I et andet tilfælde efterlod en ældre kvinde sig 800.000 kroner. Hun havde boet på plejehjem i mange år, men pengene gik til kommunen, da hun heller ikke havde tænkt på at skrive testamente. Hvis nogle af pengene var blevet testamenteret til plejehjemmet, kunne man have gjort meget for de ældre. Bedemanden fortæller også, at han har været ude for, at meget nære pårørende ikke ønskede at komme til den afdødes begravelse. De var kun interesseret i de penge, de skulle arve. Han havde sådan en sag for nogle år siden. En ældre afdød kvinde havde næsten ikke haft kontakt til sine børn. Alligevel skulle børnene automatisk arve hele hendes formue, for hun havde ikke skrevet testamente til andres fordel. De voksne børn var ikke interesseret i at have noget med begravelsen at gøre. De ønskede kun at få formuen så hurtigt som muligt. Kun en fjern niece, som havde holdt meget af den ældre kvinde, var involveret i alt det praktiske omkring begravelsen. Hun spurgte bedemanden, om det kunne lade sig gøre at give den afdøde kvinde den finest mulige begravelse. Det kunne godt lade sig gøre. Kvinden fik en fornem begravelse, og kisten blev prydet med store røde roser, som niecen vidste, at den ældre kvinde havde holdt så meget af. 

Efter at have talt med bedemanden tager jeg forbi Ellen Victoria Petersens bopæl. Lige ved siden af hendes opgang ligger varmemesterkontoret. Der er låst. En ældre kvindelig beboer i kørestol fortæller imidlertid, at jeg kan træffe varmemesteren hver morgen samt torsdage kl. 17-18. Jeg spørger kvinden, om hun husker Ellen Victoria Petersen, men det gør hun ikke. ”Jeg bor i en anden opgang,” svarer hun. 

Jeg går rundt i området og spørger de lokale frisører, om de har haft Ellen Victoria Petersen som kunde. Der er flere saloner nær afdødes bopæl, og jeg går ind hos dem alle sammen. Frisørerne er hjælpsomme, men ingen har haft afdøde som kunde. Flere af frisørerne checker deres kundekartotek for at være helt sikker, men Ellen Victoria Petersen er ikke kommet hos nogle af dem. I en af salonerne arbejder en far og hans voksne datter. De arkiverer alle deres kundekort, får jeg at vide. Ingen kort bliver smidt væk heller ikke de afdøde kunders. Den kvindelige frisør ser først det aktive kundekartotek igennem. Det ligger bag disken. Da Ellen Victoria Petersens navn ikke er at finde her, går hendes far ned i kælderen for at lede i arkiverne. Han finder dog ikke hendes navn, så hun har ikke været kunde der. Den unge kvindelige frisør fortæller imidlertid, at der her om 5 minutter kommer en kunde, som er hjemmehjælper. Måske har hun kendt afdøde. ”Hvis du venter, kan du spørge hende, når hun kommer,” siger kvinden. Kort efter træder hjemmehjælperen ind i salonen, og den kvindelige frisør spørger hende, om hun har kendt Ellen Victoria Petersen. ”Det har jeg,” svarer hjemmehjælperen. ”Vi kaldte hende Victoria,” fortsætter hun. ”Hun var en lille buttet dame med lyst krøllet hår. Hun var sød men meget dement.” Inden vi får mere at vide, kommer hjemmehjælperen pludselig i tanke om, at hun ikke må udtale sig pga. tavshedspligt. ”Jeg har allerede sagt for meget,” siger hun. Hun tilføjer dog, at jeg kan henvende mig til hjemmeplejen i Husum Vænget. Måske kan jeg få noget at vide der, hvis ledelsen giver lov. Hun er dog langt fra sikker på, at de vil udtale sig, men det er da et forsøg værd, som hun siger. 

Jeg finder Hjemmeplejen og møder en mandlig og to kvindelige medarbejdere på kontoret. De må ikke udtale sig, men jeg får telefonnummeret og e-mailen på hjemmeplejelederen. Personalet på kontoret er næsten sikre på, at hun heller ikke kan udtale sig, men jeg er velkommen til at henvende mig til hende. Hun har meget travlt, så det er bedst at sende en e-mail, får jeg at vide. Jeg vælger ikke at forstyrre hende. 

Jeg tager forbi Ellen Victoria Petersens bopæl endnu en gang en torsdag kl. 17.00. Igen er der ingen, der åbner, da jeg banker på til Varmemesterkontoret. Jeg bemærker imidlertid 8-10 personer stå foran naboopgangen. Jeg spørger, om de venter på nogen, og får at vide, at de er her for at se på en lejlighed, der snart skal udlejes. Jeg beslutter mig for at vente sammen med dem. Kort efter kommer en af ejendommens ansatte og åbner for de fremmødte. Jeg følger med op i lejligheden.  Manden fra ejendommen viser sig at være varmemesteren, og han husker Ellen Victoria Petersen. Han bekræfter, at hun var en lille buttet kvinde med lyst krøllet hår. ”Jeg har været varmemester her i 5 år, og da jeg kom havde hun allerede boet her i flere år,” fortæller han. Hun var altid venlig og smilende, men desværre var hun meget dement. For nogle år siden ordnede jeg hendes vask, som var blevet stoppet. Ellen sagde, at hun ikke vidste, hvordan vasken var blevet stoppet, for hun var jo lige flyttet ind. Da havde hun allerede boet her i mange år. Hun må have været ensom, for der kom aldrig andre end hjemmehjælpen.   Lejligheden er fuld af mennesker, og der kommer stadig nye potentielle lejere til. Varmemesteren og jeg bliver afbrudt flere gange, mens vi taler, for folk har mange praktiske spørgsmål angående lejemålet. Blandt de interesserede er en kvinde i 60erne. Hun fortæller mig, at hun specielt godt kan lide denne lejlighed, fordi den har altan og et rummeligt badeværelse. ”Når jeg bliver gammel, er det jo ikke sikkert, at jeg kan komme på gaden,” siger hun. ”Derfor vil jeg meget gerne flytte hen et sted med altan. Så kan man sidde derude, når det er varmt. Det er også vigtigt, at badeværelset er stort nok til, at jeg kan blive vasket der, hvis jeg en dag ikke selv kan. Det badeværelse jeg har nu er så lille, at der kun kan være en person derude af gangen.” Kvinden vil meget gerne overtage lejligheden, men hun står som nr. 11 på listen, så hun ved godt, at det ikke vil ske.   Varmemesteren siger til mig, at jeg kan gå med ham ned på kontoret efter fremvisningen. Så kan jeg få de papirer, han har om Ellen Victoria Petersen. Da den sidste person har forladt lejligheden, går vi ned i kælderen, hvor kontoret ligger. I arkiverne finder han papirerne frem på den afdøde kvinde. Her står, at hun kom fra Lundtoftegade på Nørrebro i København, men at hun den 1. januar 1993 flyttede til Frederikssundsvej i en 2-værelses lejlighed på 59.2m². På et papir dateret den 21. april 1993, står der følgende: ”3 dørtrin fjernes til niveau med tæpper.”  ”Hun havde en rollator, så derfor fik vi fjernet dørtrinene. Så kunne hun lettere komme rundt,” fortæller varmemesteren. Han tilføjer, at Ellen Victoria Petersen for nogle år siden fik en klage, fordi hun støjede for meget. I husordensklagen, som er fra den 20. juni 2000, står følgende:  

Vi har modtaget klage over at du om natten ser TV med meget høj lydstyrke, hvilket gør det vanskeligt for de andre lejere at få deres nattesøvn.   Vi vil derfor bede dig om at overholde husordenen og tage hensyn til de omkringboende lejere. Hvis vi modtager flere klager kan vi blive nødt til at opsige dit lejemål gennem vor advokat. Med venlig hilsen . . . . . . . . . . . . 

Varmemesteren mener, at den gamle kvinde fik skruet ned for sit fjernsyn. Der kom i hvert fald ikke flere klager.   Varmemesteren har som sagt arbejdet i ejendommen på Frederikssundsvej i 5 år. Han fortæller at den tidligere varmemester, som var ansat før ham, måske kan give mig yderligere oplysninger om Ellen Victoria Petersen. Han arbejder i dag for en anden almennyttig boligforening, der ligger på en sidevej til Frederikssundsvej. Jeg får adressen og telefonnummeret dertil. 

Da jeg nogen tid senere træffer denne varmemester viser det sig, at han godt kan huske afdøde, selvom han ikke kan genkalde sig hendes ansigt. ”Jeg kan ellers se alle beboerne i den bebyggelse for mig,” siger han. Varmemesteren fortæller, at han har hjulpet Ellen Victoria Petersen et par gange, men at han ellers ikke havde meget med hende at gøre. Han fortæller om dengang, der blev klaget over, at hun så fjernsyn med meget høj lydstyrke. ”Det var en nabo, der havde klaget over hende. Brevet, der blev sendt ud, lød nok lidt hårdt, men det er en standardprocedure med den slags skrivelser. Vi fik dog løst problemet ved at skaffe nogle trådløse høretelefoner til hende. De var dyre den gang, men hun var glad for dem. Så faldt hun heller ikke i ledningen. Naboen klagede også over, at hendes hospitalsseng larmede, og at hun gik på toilettet midt om natten. Hun gik med et gangstativ, og naboen syntes, at det larmede, hver gang det blev sat i gulvet. Han var overbevist om, at hun chikanerede ham med vilje, men hvorfor skulle hun det? Der var slet ikke hold i de anklager. Hun var bare en stakkels ensom gammel dame. Vi satte gummidutter under hendes seng, men vi kunne jo ikke gøre noget ved, at hun skulle på toilettet om natten. Det kan godt være, at hendes gangstativ larmede lidt, men hun var jo afhængig af det. Jeg sagde til naboen, at vi ikke kunne gøre noget, men at jeg ville tage en lille snak med hende, næste gang jeg så hende. Selvfølgelig tog jeg ikke nogen snak med hende. Hun kunne jo ikke gøre for det.”   Varmemesteren kan ellers ikke fortælle så meget mere om afdøde. ”Hun har helt sikkert været ensom, for der kom aldrig familie eller venner og besøgte hende. Nogle af beboerne kommer ofte ned på kontoret for at spørge om et eller andet. De kommer mest, for at snakke lidt, fordi de er ensomme. Sådan var Ellen Victoria Petersen ikke. Hun holdt sig helt for sig selv. Hun havde to meget søde hjemmehjælpere. De kom hos hende hele tiden, for hun skulle have hjælp til alt. Måske kan du tale med dem.” Jeg fortæller, at det er meget svært at få informationer fra hjemmehjælpere, fordi de har tavshedspligt. Det synes varmemesteren er mærkeligt, for Ellen Victoria Petersen lever jo ikke mere, og der er ingen pårørende, man kan støde. ”Nogle gange er systemet lidt firkantet,” som han udtrykket det.

Han gentager, at han ikke kan fortæller så meget mere. ”Jeg arbejdede ikke så længe i den ejendom. Før mig var der en varmemester, som havde været der i over 40 år. Ham skulle du have talt med, for han kendte alle beboerne. Desværre døde han for flere år siden.” 

I et sidste forsøg på at finde oplysninger om Ellen Victoria Petersen tager jeg ud til Lundtoftegade, hvor hun boede indtil 1993. Jeg stopper foran hendes opgang. Hun boede i en aflang boligblok, der ligger mellem to højhuse. Der er 40 lejligheder i hver opgang fordelt på 5 etager. På ejendomskontoret taler jeg med en kvindelig medarbejder. Jeg spørger, om der er en vicevært, jeg kan tale med, men kvinden oplyser, at ingen af de ansatte i ejendommen har været her længe nok til, at de vil kunne huske afdøde. Kun én person har været her før 1993, men han har arbejdet i en anden blok. Jeg spørger, om hun ved hvor længe afdøde har boet i ejendommen. Kvinden søger efter hendes navn i computeren men finder hende ikke. Jeg spørger, om der kan være oplysninger om hende i arkiverne, men det afviser hun. Jeg spørger nu, om der mon kan være en beboer i opgangen, som har kendt afdøde, og som jeg kan kontakte. Byggeriet er fra omkring 1970, så teoretisk set kan der være én eller flere personer, som har været nabo eller genbo til afdøde i flere år. Kvinden fortæller, at der er meget stor udskiftning blandt beboerne i den blok, hvor afdøde boede. ”Lejlighederne er små på 1 og 2 værelser. Oprindelig var det pensionistboliger, men sådan er det ikke mere. I dag bor her en del studerende, og de flytter jo ofte efter nogle år,” fortæller hun. Hun søger i computeren for at se, om nogle af beboerne i opgangen har boet der på samme tidspunkt som afdøde. Hun finder en kvinde, som har boet der siden 1990, men hun bor på 3. sal og afdøde boede på 1. sal. ”Der er så mange mennesker i den opgang, at det er usandsynligt, at de har kendt hinanden,” siger kvinden.  Jeg forlader kontoret. Det er ikke muligt at få flere oplysninger om Ellen Victoria Petersen.

Her kommer niende kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende. 

Vi er ved at nærme os slutningen af maj måned, men der kommer stadig efterlysende dødsannoncer i avisen. Torsdag d. 26. maj er det eventuelle pårørende til en Preben Carlo Jensen, der efterlyses. Han blev 77 år.  

Afdøde blev bisat fra Sankt Jakobs Kirke på Østerbrogade. Otte personer mødte op til den kirkelige handling. De fremmødte var naboer og tidligere kolleger.  Præsten, der bisatte afdøde fortæller, at én af Preben Carlo Jensens naboer hedder Augusta. Hun er kirketjener ved kirken. ”Hende skal du tale med,” siger præsten. En anden af de tilstedeværende ved bisættelsen var Jens, som var kollega til afdøde. Han havde givet mange oplysninger om afdøde, så præsten kunne holde en fin og meget personlig prædiken. Jeg får et kopi af prædikenen, og jeg får også telefonnummeret på Preben Carlo Jensens gamle kollega Jens, med en bemærkning om, at Jens næppe vil have noget imod, at jeg kontakter ham.  Inden jeg går taler vi lidt om hvor svært det må være for en præst at bisætte en person, hvis der ingen pårørende er. ”Det kan virke mærkeligt at holde en begravelsesprædiken, hvis ingen er mødt op,” siger præsten, ”men en anden præst har en gang sagt til mig, at murerne gerne vil høre det, og derfor skal man tale.” Jeg forlader kirken, og går ned af Sortedams Dossering og sætter mig på en af bænkene, tager præstens prædiken frem og læser følgende:  

Preben Carlo Jensen. Født: 28. april 1928 her i København. Blev fundet død 22. maj på sin bopæl i Solgården, som på mange måder udgjorde hans verden. Her boede han sammen med sin mor indtil hun døde. Preben var et højst begavet menneske, tog studentereksamen og var siden stærkt knyttet til studentermiljøet og studenterforeningen. Han havde evner til at digte og bidrog med viser bl.a. i forbindelse med KTAS’ jubilæum. Augusta, som har lejlighed under Prebens fortæller, at man kunne høre Preben spille musik og synge sange, den ene efter den anden som om han sad med en sangbog. Han havde gennem mange år sit virke i KTAS. Han var et menneske med en speciel fysisk fremtoning, som vel kunne være et handicap for ham i forholdet til andre, og som vel også medvirkede til, at han ofte holdt sig for sig selv. Men Jens har beskrevet Preben som en fin kollega, morsom og hyggelig og i Solgården lærte man ham at kende som en venlig og rolig mand.

Hvis nogen af jer vil tilføje noget, er I velkomne. Kollegaen Jens tog ordet og præstens tale fortsætter herefter: Nu er hans liv levet til ende, og godt at I som er her vil følge ham det sidste stykke vej. Han efterlader sig ingen familie og har på den måde nok været alene, men ikke ensom. Med døden for øje som vi erfarer det her i dag, ser vi billedet på det, der frem for noget betegner menneskelivets skrøbelighed og afmagt. Vi får da lov at se også hvor afgørende betydningsfuldt det billede, som vi også ser for os er: Kristus den opstandne – dødens besejrer og overvinder. Her er virkelig rakt os hjælp i liv og død. At vi må leve vore dage her i et levende håb om, at livet er mere end det vi kender, og ser grænser for, at vi mens vi lever her kan glæde os sammen og tage os af hinanden, glæde os sammen over alt det skabte og trygt kan se døden i øjnene, fordi døden ikke er det sidste, men Jesus Kristus er det sidste, I fællesskabet med ham er liv ud over alle grænser. Han der er både den første og den sidste – begyndelsen og enden – siger om sig selv: Jeg er vejen, sandheden og livet (fra johs.ev. 25-26). Det er derfor, i hans hånd, vi i dag overgiver Preben og os selv, der hvor livet er trods dødens mur, og altid.   

Noget tid senere møder jeg kirketjeneren Augusta. Hun fortæller, at hun er vokset op i Solgården, som er navnet på den bebyggelse, hvor Preben Carlo Jensen boede næsten hele sit liv. Hun har kendt ham, siden hun var barn. De har aldrig talt sammen, men altid sagt hej til hinanden. Augusta siger, at jeg skal tale med overboen Sanne. Hun hjalp Preben meget i den sidste måned, han levede. Han var vist meget syg til sidst. Augusta fortæller, at der var 4-5 personer fra Solgården med til bisættelsen. Resten var gamle kolleger. ”Jeg fik ændret mit skema, så jeg kunne være der som kirketjener ved bisættelsen,” fortæller hun.   Jeg skriver to breve, da jeg kommer hjem. Et til Preben Carlo Jensens overbo Sanne og et til hans tidligere kollega Jens. I brevene udtrykker jeg ønsket om at komme i kontakt med dem for at høre lidt om deres relation til afdøde. Jeg foreslår i begge breve, at vi kan mødes på en café.  Dagen efter bliver jeg ringet op af Jens. Han vil gerne tale med mig om Preben, og jeg bliver inviteret til at besøge ham og hans kone Inge på Frederiksberg. ”Jeg gider ikke på café,” siger Jens. Lejligheden ligger på øverste etage, og da jeg kommer sætter vi os ud på den kæmpestore altan, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over Frederiksbergs tage. ”Man kan se 8 kirker herfra,” siger Jens, ”men naboen til venstre har udsigt til 9 kirker.” Udover kirkerne kan man se den høje blå og hvide silo, som er lavet om til lejligheder. Man kan også se tårnet i Zoologisk Have samt træerne i Søndermarken. Inge serverer en forfriskende sommerdrik med lime i nogle store flotte vinglas. ”Der er ingen sprut i,” bemærker hun for god ordens skyld. Til drikken bliver der serveret små runde honningkager på riflede musselmalede tallerkner i Kgl. porcelæn. Jens rækker mig den tale, som han holdt ved Preben Carlo Jensens bisættelse, og han beder mig om at læse den med det samme.  

Preben Jensen in memoriam. Min tale ved hans bisættelse: Det var med dyb vemod, at Inge og jeg fik at vide, at Preben var fundet død – politiet havde fundet vort telefonnummer og navn. Vi kunne kun fortælle, at han ikke havde nogen pårørende, og at vi var gamle kolleger, der havde en spinkel forbindelse til ham. Han var et menneske, der havde bevaret en studentikos naivitet gennem hele sit liv. Han havde en skarp forstand, var en munter og vittig sjæl, der elskede at digte og at synge. Han var en mester i at fremdrage viser med sin smukke stemme.  Preben var en venlig og meget hjælpsom kollega med en stor og meget bred viden – og var i øvrigt en stor matematisk begavelse. Han var ugift og bar på en ulykkelig kærlighed til en kvinde, der havde svigtet ham. Det kom han aldrig over. Han var i sine sidste år ensom ud over enhver forstand. Han var ikke praktisk, og hans fremtoning bar præg af dette. Preben kom i sin ungdom og langt op i sit liv meget i Studenterforeningen og var i en periode medlem af seniorrådet. Han var også medlem af studenterkoret, hvor hans fine barytonstemme gjorde sig godt. I KTAS – kollegakredsen var han et værdsat medlem, og ingen fest forløb uden at Preben blev plaget til at synge, hvad han så gjorde, og han sluttede altid med at synge – jeg citerer: Natten breder sine vinger – Færgen fra Malmø skal hjem og i sengJeg skal med – der er lidt slingerFor jeg er nemlig en rask gammel dreng.Her går ingen ting til spilde –Snapsen er billlig og Helan skal gåMens vi sejler på det stille – dejlige Øresunds natdunkle blå. Og mange følgende vers, altid med et stort bifald til følge.Preben holdt meget af latinerkvarteret omkring Telefonhuset. Derfor var han ked af at hans afdeling flyttede ud i Støberigade i Sydhavnen i 1986. Derude fejrede han i øvrigt sit 40-års jubilæum og kvitterede for denne flytning med en uovertruffen meget vittig og sarkastisk vise om afdelingens nye beliggenhed.  Indholdet af denne vise rullede op og ned i hele KTAS-systemet og affødte en numerisk latter på alle niveauer. Den gik i øvrigt på melodien: ”Langt ude i skoven lå et lille bjerg.” De ansvarlige for flytningen var absolut ikke begejstrede for denne succes, og en enkelt blev meget sur. Men Preben fik udtrykt sine følelser. – Og vi andre morede os guddommeligt. At et så farverigt og følsomt menneske kunne trives i ”Hverdagen Søgn” skyldes, at han intellektuelt passede til det daværende KTAS, hvor der var rummelighed og også plads til, at den slags mennesker kunne trives under det høje loft.  Preben var et meget flittigt menneske, der også var dygtig til sit arbejde.  Jeg håber, at han i sit Elysium må finde ligemænd. Vi vil savne ham, og jeg vil slutte med at citere Wessels ord om Londemann: ”Man sukker, for han er ei meer, man husker hvad han var, og ler.” Farvel du gamle ven. 

Jeg lægger talen, og i det samme ringer det på døren. Det er Jens’ og Inges barnebarn, der lige er blevet færdig med første skoledag efter ferien. Han går i 7. klasse nu, og han brokker sig over, at de har fået for mange lektier for. Drengen sætter sig ved siden af mig på altanen og spiser en honningkage. Man mærker tydeligt, at han er kvik og meget velopdragen. Han sidder stille og lytter, mens hans mormor og morfar taler med mig.  Jens og Inge har fundet to billeder frem af Preben Carlo Jensen. Han var en høj og kraftig mand. Brillerne  er store, mørke og firkantede, og hårgrænsen vigende. Han smiler og danser på billedet. Han var ikke en køn mand, som Jens udtrykker det, men han ser rar ud. Jeg får lov til at se den sang, som Preben skrev til sit 40 års jubilæum. Jeg får også lov til at få en kopi af den, men kun hvis jeg lover ikke at citere den nogen steder. Jens siger, at det kan støde nogen af de gamle kolleger, hvis sangen bliver publiceret, og det må ikke ske. ”Du får den kun, så du kan se, at det ikke er løgn, hvad jeg siger om, at Preben var en dygtig sangskriver,” siger Jens.  Jens fortæller, at selvom Preben var noget speciel og lidt af en enspænder, så var han aldrig blevet mobbet på arbejdspladsen. Man respekterede ham, som han var. Jens og Inge fortæller vredt om den kvinde, som Preben blev ulykkeligt forelsket i og som på det groveste udnyttede ham. ”Hun var en rædselsfuld kælling,” siger Jens uden omsvøb. Inge nikker bekræftende, og tilføjer: ”Så længe hun fik gaver af ham, så var han god nok, men pludselig giftede hun sig med en anden, og det kom Preben sig aldrig over.” ”

Preben var et lidt naivt og meget godtroende menneske. Det skete bl.a., at han lånte penge til folk, og det var ikke altid, at han fik dem igen,” fortæller Jens og tilføjer: ”Han fik en meget høj studentereksamen, men aldrig en længerevarende uddannelse. Han var et intelligent og vidende menneske, men samtidig var han meget distræt. Hvis sømmen var løbet op i hans jakke, var det ikke noget, han bemærkede. ”Jeg havde sådan lyst til at komme med nål og tråd, når jeg så det,” siger Inge. ”Men det kan man jo ikke tillade sig, for det kunne jo støde ham.”   ”En gang var Preben så distræt, så det faktisk blev morsomt,” fortæller Jens. ”Da han var i 40’ene, og hans mor stadig levede, skulle han en dag have nogle kolleger på besøg. Moderen skulle ud til noget, men inden hun gik, anrettede hun en bakke med noget spiseligt til Preben og gæsterne. Hun glemte dog at fylde vand i kedlen, som stod på komfuret. Da Preben skulle koge vand til te tændte han blot for gassen. Han gik ud fra, som en selvfølge, at hans mor havde fyldt vand i kedlen. At løfte kedlen og checke om der var vand i den, det faldt ham ikke ind. Den tomme kedel smeltede, og kollegerne fik ingen te den dag, men de glemte aldrig besøget.” Jeg fortæller Jens og Inge, at jeg håber at komme til at tale med Sanne, som var Prebens overbo. Kirketjeneren Augusta har fortalt, at Preben havde det ret skidt den sidste måned, han levede. Tilsyneladende var han blevet svigtet af systemet. Hvis ikke Sanne havde været der for ham, havde det vist været helt forfærdeligt. Jens og Inge er meget overraskede over at høre dette. ”Det forstår jeg slet ikke,” siger Inge. ”Jeg havde indtryk af, at det fungerede fint med hjemmeplejen.” Inge fortæller, at Preben en dag havde ringet til hende og Jens angående nogle piller, han skulle have hentet på apoteket. Han var syg og kunne ikke komme på gaden, og han spurgte, om de kunne hente dem for ham. Inge havde svaret, at han skulle ringe til hjemmeplejen, for de burde kunne hjælpe. Hvis hjemmeplejen ikke kunne påtage sig opgaven, så skulle han ringe tilbage, og så ville hun naturligvis hente pillerne for ham. ”Preben ringede ikke tilbage,” siger Inge, ”og det har jo betydet, at hjemmeserviceordningen har fungeret.”  Klokken er blevet 15.00. Der er en honningkage tilbage på fadet, og Inge spørger sit barnebarn, om ikke han kan spise den. Det kan han godt. Vi bryder op, for Jens, Inge og deres barnebarn skal til Køge.  En måneds tid senere får jeg aftalt et møde med Sanne, som var Preben Carlo Jensens overbo. Vi aftaler at mødes på en café ved Nørreport Station. Da jeg ankommer, er caféen imidlertid lukket, og der er helt mørkt derinde. Sanne kommer, og hun foreslår, at vi går hen på den cafe/bar, der ligger på den anden side af gaden. Hun har været der før, og de laver god kaffe, siger hun. Vi går ind og finder et hjørne, hvor der er mindst mulig støj. Der er lidt larmemusik i højtalerne, men det er ikke værre, end at vi kan holde det ud. Sanne fortæller, at hun bor på 4. sal i den opgang, hvor Preben Carlo Jensen boede. ”Normalt talte vi ikke sammen,” fortæller Sanne, ”men jeg hilste altid, og Preben nikkede venligt tilbage. Det er vigtigt for mig, at man hilser på sine naboer og på dem, der i øvrigt bor i ejendommen. En dag i april måned var jeg ved at rydde op i min lejlighed. Jeg løb op og ned af trapperne for at smide ting ud. På et tidspunkt opdagede jeg en pige, der ikke var meget ældre end 16-17 år stå foran Prebens hoveddør. Jeg undrede mig lidt, for i alle de år jeg har boet i opgangen, har jeg aldrig set ham have besøg af nogen. Da jeg en time efter igen skulle ned med skrald, stod pigen stadig ved hoveddøren, men denne gang var døren åben. Pigen så helt forskræmt ud. Hun sagde, at Preben var faldet, og at hun ikke kunne få ham op. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe. Preben var næsten 2 meter høj, og pigen var lille bitte. Hun var apoteksbud, fortalte hun, og hun var kommet for at aflevere medicin til Preben. Han var faldet, da han havde vendt sig om for at hente penge for medicinen. Jeg sagde til pigen, at jeg nok skulle overtage situationen, og at hun gerne måtte gå. Hun kunne jo alligevel ikke gøre ret meget. Pigen virkede meget lettet over, at jeg kom,” fortæller Sanne og fortsætter: ”Preben fortalte, at han var faldet på gaden for en måned siden, da han var på vej hen til bussen. Han var kommet på hospitalet, og der konstaterede de, at han havde slået hoften, men at intet var brækket. Preben var indlagt i 2 dage, hvorefter han blev sendt hjem. Han ville gerne være blevet lidt længere, men på hospitalet vurderede man, at han godt kunne klare sig selv, også selvom han slet ikke kunne gå. Preben fik hjemmehjælp hver 14. dag til rengøring, men han blev ikke tilbudt ekstra hjælp, da han kom hjem fra hospitalet. Han var så svag, at han burde have haft hjælp til indkøb og madlavning, men det var der ingen, der tænkte på. Han havde stærke smerter, og han kunne slet ikke komme på gaden. Der havde været en hjemmehjælper, for at gøre rent tre dage før jeg fandt ham, men det kunne man ikke se. Lejligheden var ubeskrivelig svinsk, og i køkkenet lå der gammel muggent mad. På en tallerken på køkkenbordet stod der bl.a. to halve stykker rugbrød med smør, som var skrumpet helt ind.” Sanne bliver følelsesmæssigt berørt, da hun fortæller om, hvordan Preben lå på gulvet i sin snavsede lejlighed. ”Det var så uværdigt,” fortæller hun. Siden Preben kom hjem fra hospitalet, havde han måtte leve af mariekiks og småkager, som han skyllede ned med vand. Han havde ikke andet i lejligheden, og han kunne jo ikke komme på gaden. Da jeg så ham, bemærkede jeg med det samme, at han slet ikke lignede sig selv. Han havde tabt sig så meget, at hans kinder var helt indfaldne. Hans gebis passede ikke længere, så derfor var han svær at forstå. Da jeg fandt ud af, at han ikke havde fået noget ordentligt at spise i en hel måned, skyndte jeg mig op til mig selv og hentede to bananer til ham. Det tog ham en halv time at spise den ene banan, fordi han ikke havde sit gebis, og fordi han var så afkræftet. Jeg ringede efter hjemmeplejen. De kom, men de ville ikke tage ham på hospitalet. Det havde han det ikke dårligt nok til, sagde de. Hvor meget værre skal man have det, før I vil ringe efter en ambulance? Spurgte jeg. ”Meget værre,” lød svaret. I den efterfølgende tid sørgede Sanne for, at hjemmeplejen kom hver dag. ”Jeg ringede til dem mange gange. Ofte tog det lang tid, før de overhovedet var klar over, hvem Preben var. De havde også skrevet hans navn forkert. Han stod opført som Preben Oskar Jensen og ikke Preben Carlo Jensen. Hvordan Carlo kan blive til Oskar, er lidt af en gåde.

Jeg hjalp Preben med at gøre rent og med at smide ubrugelige ting ud. Han havde flere gamle nussede tæpper, som var lige til at falde i. Jeg spurgte ham, om jeg måtte smide dem ud, og det fik jeg lov til. Preben fik ikke mit telefonnummer, men jeg sørgede for at se til ham hver dag.” Sanne fortæller, at det havde været så uvirkeligt at tænke på, at alle andre i opgangen og i resten af boligblokken slet ikke anede, hvad der foregik i Prebens lejlighed. Verden var bare gået forbi udenfor, mens hun alene havde kæmpet mod systemet indenfor. ” Preben var et utroligt sødt og meget blødt menneske,” fortsætter Sanne. ”Han ville ikke være til besvær, og han skulle have det meget dårligt, før han ville ringe til nogen og bede om noget, og selv når det var nødvendigt, ville han ikke ringe. Nogle gange måtte jeg nærmest stå oven på ham for at få ham til at ringe og rykke efter hjemmeplejen. Ofte endte det med, at jeg selv ringede.”  En dag, da Sanne kom ned til Preben, var der ingen der åbnede. Hun kunne se gennem brevsprækken, at der virkede tomt på en forkert måde. Hun ringede til hjemmeplejen for at høre, om de havde været der, og om der var sket noget. Her fik hun at vide, at Preben var død. Han var sovet ind dagen før. Hjemmehjælpen havde fundet ham. ”Han levede kun en måned til, efter han faldt i sin lejlighed, og efter jeg kom ind i hans liv,” fortæller Sanne stille. Sanne tilføjer, at hun var meget i tvivl, om hun skulle komme til bisættelsen. ”Jeg kendte ham jo næsten ikke, og jeg var bange for, at jeg skulle sidde i kirken helt alene. Jeg valgte dog at komme, hvilket jeg er glad for i dag. Det var overraskende, at der kom så mange til Prebens bisættelse. Det havde jeg ikke troet,” slutter Sanne.

Her kommer ottende kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende. Den 8. dødsannonce hvor eventuelle pårørende efterlyses kommer i avisen tirsdag d. 24. maj. Annoncen omhandler en Erik Otto Jensen, som boede på Gammel Køge Landevej i Hvidovre. Han blev 70 år.   

Jeg får oplyst, at bisættelsen finder sted fra Strandmarkskirken i Hvidovre. En formiddag tager jeg forbi kirken. Det er en moderne kirke i gule mursten. Jeg taler med en mand, som ikke præsenterer sig, men som jeg senere finder ud af er kordegnen. Da jeg kommer, rejser han sig og kommer ud fra køkkenet, hvor han har siddet sammen med to andre og spist morgenmad. Vi går ind på kontoret. Kordegnen reagerer afvisende, da han hører om mit ærinde. Han vil ikke udtale sig om noget. Han siger, at han kan miste både sit job og sin pension, hvis han fortæller om Erik Otto Jensens bisættelse. Han kan heller ikke oplyse hvilken præst, der bisatte afdøde. Jeg siger, at jeg håber at nogle mødte op til Erik Otto Jensens bisættelse, men at mange jo desværre bliver bisat alene. Kordegnen svarer, at han kun en enkelt gang har været ude for at ingen mødte op. Normalt er der altid nogle venner, der møder op. Han giver det indtryk, at der kom nogen, da Erik Otto Jensen blev bisat. Hos bedemandsforretningen på Hvidovrevej oplyser bedemanden mig om hvilken præst, der bisatte afdøde, og en varm sommerdag tager jeg forbi præsten. Det tager lidt tid, før han lukker op. Det er som om, han ikke venter, at der kommer nogen, selvom jeg kommer i træffetiden. Endelig åbnes døren. Præsten byder mig indenfor i det lille kontor, der ligger til venstre for indgangen. I vindueskarmen står gammelt legetøj som støvet har lagt sig på. Luften er tung i det lille lokale. 

Jeg fortæller om mit projekt, og præsten lytter, men reagerer ligesom kordegnen hurtigt afvisende. Han vil ikke udtale sig om noget, for han har tavshedspligt, siger han. Jeg forklarer, at jeg blot ønsker at vide, om der kom nogen til Erik Otto Jensens bisættelse. Præsten gentager, at han har tavshedspligt. Jeg spørger, hvorfor der er tavshedspligt, når alle kirkelige handlinger er offentlige. Præsten siger, at jeg ville have fået tilladelse til at deltage ved bisættelsen, men at jeg ikke kan få oplysninger, når jeg først henvender mig bagefter. Præsten gør mine til at vi skal bryde op. Jeg har været der i 10 min indenfor træffetiden, men præsten er tydeligvis ikke interesseret i at tale mere med mig. Jeg forlader kontoret og går ud i den friske luft på Hvidovrevej.  

Dagen efter tager jeg hen til bedemandsforretningen i Hvidovre, hvor jeg træffer den kvindelige bedemand. Ingen har henvendt sig i forbindelse med Erik Otto Jensens dødsfald, og ingen mødte op til hans bisættelse, fortæller hun. Jeg spørger, om jeg må få at vide, hvor på Gammel Køge Landevej Erik Otto Jensen har boet. Jeg får den præcise adresse.  Nogen tid efter tager jeg forbi Erik Otto Jensens bopæl for at danne mig et indtryk af kvarteret. Jeg overvejer at hænge en seddel op i den opgang, hvor han boede. Måske husker nogle af naboerne ham. Det viser sig, at afdøde har boet i en pæn andelslejlighed. Idet jeg nærmer mig bygningen, ser jeg et ældre ægtepar komme ud fra gården på cykel. Jeg spørger til den opgang jeg søger, og de fortæller, at jeg skal fortsætte hen til den næste bygning. Jeg spørger, om de mon har kendt nogen, der har boet i den opgang. Kvinden svarer, at det har de. Jeg spørger, om de mon har hørt om Erik Otto Jensen. ”Ja, men han er død,” svarer kvinden. Jeg fortæller hende, om mit projekt. Hun siger, at jeg ikke vil få noget ud af at hænge en seddel op i opgangen, for ingen har kendt Erik. ”Det er kun min mand og mig, der har kendt ham,” fortæller hun. ”Jeg var bedste veninde med hans kone Gerda. De var gift i 28 år. Hun tog sit eget liv og det var på grund af Erik. Han var væmmelig.” Kvinden jeg taler med hedder Grethe og hendes mand hedder Bent. De er meget imødekommende, og jeg må gerne besøge dem en dag hvor de kan fortælle mig om Gerda og Erik. Kvinden fortæller, at hun blev født samme dag og samme år som Erik. Det er lidt pudsigt, synes hun. 

Næste mandag kl. 10.30 om formiddagen besøger jeg ægteparret. Vi sætter os ind i den hyggelige lyse stue. Det brune sofabord med stenplade er omkranset af to ens 3 personers sofaer i lysebrunt stof. Jeg sætter mig i den ene sofa. I den anden ligger to korsstingsbroderede puder. Ægteparret sætter sig i lænestolene for hver af bordenderne. Flere steder i stuen er der fotografier af to kønne lyshårede piger. Det er deres børnebørn. På væggene hænger indrammede billeder i glade farver. Fjernsynet kører i baggrunden, men det bliver slukket, da jeg kommer. Konen har lavet kaffe. Fra min plads i sofaen er der en fantastisk åben udsigt over det nærliggende villakvarter. Jeg er overrasket over så langt man kan se. Konen skænker kaffe op og begynder levende og medrivende at fortælle: ”Min mand og jeg har boet her i opgangen i næsten 50 år. Erik og hans kone Gerda kom først til for 10-12 år siden. Jeg kendte Gerdas bror gennem nogle venner, så jeg har altid vidst hvem hun var. Vi blev dog først veninder for 5-6 år siden. Vi kunne se deres køkkenvindue fra stuen. Nogle gange stod Gerda og jeg i hver vores lejlighed og gestikulerede til hinanden. Gerda var en meget smuk kvinde. Da hun var ung, blev hun gift med en selvstændig erhvervsdrivende. Han havde 8 forretninger inde i byen og penge nok. Gerda elskede ham, også selvom han drak, spillede og gik med andre damer. De fik en søn, som fik en fin akademisk uddannelse. Han bor i dag i et stort hus med havudsigt i Nordsjælland. Gerda blev skilt, og eksmanden døde senere. Han nåede dog at blive gift yderligere tre gange. Alle hans kvinder var ganske unge modeltyper. 

Efter skilsmissen fik Gerda job som morgendame på en kro. Hun mødte kl. 5.00 og serverede kaffe og morgenbitter. Det var på kroen, at hun mødte Erik. Han var en lille tynd mand, ungkarl og med en 1. værelses lejlighed på Vesterbro. Oprindeligt arbejdede han som tolder, og han var meget ordentlig med alt, hvad han foretog sig. Han gik f.eks. aldrig over for rødt lys. Desværre fik han tuberkulose, og sygdommen var så slem, at han måtte opgive sit arbejde. Senere fik han et skånejob på Carlsberg. ”Det er ikke andet end vand, de laver der,” plejede han at sige. Han begyndte at drikke og kom meget på kroen. Gerda var skrøbelig af sind, og på et tidspunkt blev hun indlagt på den lukkede afdeling på Frederiksberg. Der besøgte Erik hende ofte. Han var glad for hende og ville gerne gifte sig med hende. Hun tøvede, men til sidst gav hun ham sit ja. Da var Erik omkring 42 år. Gerda var ca. 5 år ældre. De flyttede til en ejerlejlighed længere oppe af Gammel Køge Landevej. De købte den for 100.000 kroner og solgte den for 600.000 kroner, da de flyttede til andelslejligheden. Gerda havde også penge fra sit første ægteskab, men mange af dem drak Erik op på de lokale værtshuse. De to af værtshusene er lukkede nu, men det tredje
La Strada eksisterer stadig. Her kom Erik og Gerda meget. Erik fik tit Gerda til at gå med ham for at drikke. Gerda ville gerne have os med derned, men jeg sagde til hende, at det med værtshus, det var ikke os. Vi var kun med 3-4 gange i løbet af alle årene, og det var for Gerdas skyld. Hun ville ellers så gerne have os med, og det var nok fordi, hun var bange for Erik. Når han blev fuld, kunne han blive voldelig og ondskabsfuld over for hende, men han turde ikke være efter hende, når vi var der. Han havde respekt for min mand og mig. Gerda kunne nu også godt give Erik én på kassen. Han var helt skaldet og nogle gange fik han én på siden af hovedet.  Jeg sagde igen og igen til Gerda, at hun skulle forlade Erik. Hun elskede ham jo ikke. Gerda sagde, at den eneste hun nogensinde havde elsket, det var hendes første mand.” ”Det sagde hun ofte,” tilføjer manden. ”Men hun ville ikke forlade Erik,” fortsætter konen. ”Hun svarede altid: ”Det kan jeg ikke, så går han helt til grunde.” 

Nogle gange inviterede vi Gerda og Erik til middag. For det meste var det nu kun Gerda, vi så. Vi var ikke så glade for at få Erik med. Han kunne jo ikke lade være med at drikke, og han sad der ved middagsbordet og var ved at brække sig hele tiden. Det løb ud af næsen på ham, og det brød vi os ikke om. Jeg har aldrig brudt mig om Erik,” siger konen ligeud. ”Men Gerda var sød og smuk. Vi var så gode veninder, og vi var sammen hver dag.”  ”Gerda havde som sagt en søn, men hun så ikke meget til ham, efter hun giftede sig med Erik. Erik ville ikke have besøg af Gerdas søn, fordi han havde sådan en lang boglig uddannelse. ”Jeg er jo slet ikke fin nok til ham,” plejede Erik at sige. Gerda havde råbt, at hendes søn havde lov til at besøge hende, når han ville, og det skulle Erik ikke bestemme. Men det havde alligevel været svært, og det var mest over telefonen, at Gerda havde kontakt med sønnen. Gerda og Erik levede meget isoleret og havde ikke mange venner. Vi var f.eks. de eneste, der var med til deres sølvbryllup. Det blev holdt i Dueslaget ved Damhuskroen,” fortæller konen. 

Hun kommer pludselig i tanke om en sjov episode, hvor hun var sammen med Gerda. ”Vi var på en fin spansk restaurant inde i byen ikke så langt fra Kgs. Nytorv. Vi var der ved middagstid, og vi skulle have tapas, du ved, de her små retter. Det lød jo lækkert, men da tjeneren kom med maden, fik vi ikke andet end nogen små tynde skiver spegepølse. Så bestilte vi en portion salat hver, men der kom også kun meget små portioner. Det var jo slet ikke noget for sådan nogle madludere som os. Maden, salaten samt et par øl kostede over 500 kroner. Så tog vi hjemad, og Gerda insisterede på, at vi skulle købe en flaske snaps i kiosken på Toftegaards Allé. Det gjorde vi så, og vi tog den med hjem. Normalt var vi hos mig, men den dag gik vi over til Gerda. Erik lå og sov, da vi kom. ”Dav dav Jensen jeg har Grethe med hjem,” sagde Gerda. ”Dav dav” lød det fra soveværelset. Sådan talte de til hinanden. Dav dav. Erik stod op, og så sad vi og drak snapsen sammen alle tre. Vi blev ret fulde, og jeg var ved at dø af sult, for vi havde jo slet ikke fået nok at spise. Da flasken var tømt, tog Gerda og jeg til Friheden i Hvidovre og fik oksefilet med grøntsager og øl til. Da vi var færdige med at spise, fulgte jeg først Gerda hjem, og så tog jeg op til mig selv. Min mand var ikke hjemme, han var i Jylland. Da jeg kom op i lejligheden, kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne tænde lyset. Det blev ved at være mørkt, ligegyldigt hvilken lampe jeg tændte. Det blev jeg meget forvirret over. Jeg fandt senere ud af, at jeg var kommet til at slå hovedrelæet fra, da jeg kom ind. Det er den eneste gang i mit liv, at jeg har været fuld, men da var jeg sandelig også fuld,” ler hun. ”Næste dag spurgte Gerda mig, hvordan hun var kommet op til sig selv. Hun kunne slet ikke huske, at jeg havde fulgt hende hjem. Vi havde mange dejlige stunder sammen Gerda og jeg, men Gerda havde det jo ikke nemt. En gang ringede Erik over til os. Jeg tog telefonen, og han sagde: ”Grethe du må komme. Min lille pige er død.” Hvad er det han siger? tænkte jeg, og skyndte mig derover. Gerda havde taget 50 piller, men hun overlevede heldigvis. Et år efter lykkedes det hende dog at tage sit eget liv, og da fandt jeg ud af, at det var 8. gang hun forsøgte. Da Gerda døde, var der blod ned af trapperne, og der lå en tynd slange i opgangen. Den var ikke tykkere end en strikkepind, og den var fuld af blod. Jeg ved ikke hvorfor den var der, men jeg fik en dame fra kommunen til at fjerne den. Jeg ringede også til viceværten, og han kom og tørrede blodet op i opgangen. Da Gerda døde, var hun ved at strikke babytøj, for hendes søn og svigerdatter skulle have en lille pige. Hun nåede dog aldrig at se sit barnebarn. Da hun døde, lå det halvfærdige babytøj tilbage i sofaen.  

Ved begravelsen fortalte Gerdas søn mig, at Gerda ofte var fuld, da han var barn. Når han kom hjem fra skole, så lå hun og sov. Flaskerne havde hun skubbet ind under sofaen. Vi var ikke mange til Gerdas begravelse. Foruden sønnen, svigerdatteren og det lille barnebarn kom nogle venner fra det værtshus, hvor Gerda havde arbejdet som morgendame. Hendes bror og svigerinde var der også. Dem havde hun ellers ikke set meget til gennem årene. De blev uvenner for mange år siden, da Gerda var gift med sin første mand. Broderen ville have gratis varer fra mandens forretninger, og da det ikke kunne lade sig gøre, blev de uvenner. Gerda blev begravet ved siden af sin første mand. Det sørgede sønnen for, og han var ligeglad med, hvad Erik sagde til det. Gerda havde haft det hårdt på grund af Erik, og hun var heller ikke rask. Hun havde fået nyt knæ tre gange og skulle have været opereret igen for fjerde gang. Hun havde også fået en operation mod overvægt, hvor lægerne havde snøret mavesækken sammen. Hun tabte sig noget efter den operation, men hun syntes ikke rigtig, at det havde hjulpet.  

Præcist et halvt år efter Gerdas død døde Erik. Han drak sig ihjel. Det var hårdt for Erik at miste Gerda, selvom han ikke havde været sød ved hende. Han tabte sig meget, og han var ellers tynd nok i forvejen. Det mærkelige var bare, at han i Gerdas sidste tid ikke kunne komme på gaden. Det var han for svag til, sagde han. Efter hendes død kunne han imidlertid godt komme på gaden med sin rollator. Det var bare komediespil med ham for at få Gerda til at lave det hele. På et tidspunkt kom Erik på plejehjem i nogle måneder til noget genoptræning, men han vendte tilbage til lejligheden. Han lavede aldrig mad, levede næsten kun af øl og snaps. Jeg var ovre med øl til ham en gang, men jeg sagde til ham, at det ville jeg ikke igen. Vi besøgte ham også på plejehjemmet en enkelt gang, da han var der. Da han døde var jeg forbi lejligheden, og der stank. Hele køleskabet var fyldt med råddent kød. Det havde ligget der siden Gerdas død. Hun havde købt stort ind, inden hun tog sit liv. Der kom en opkøber og tømte hjemmet. Jeg græd, da jeg så, hvordan de smed Gerdas ting på jorden.” Konen får tårer i øjnene. Mens vi taler er manden gået ind i kammeret bag soveværelset for at finde et billede af Gerda på computeren. Konen er sikker på, at de også har nogle papirsbilleder af Erik taget med deres gamle kamera. Manden leder og leder, men han kan kun finde et digitalbillede af Gerda. Jeg går med ind i kammeret for at se det. Billedet er fra en fest, hvor Gerda sidder i en lys sommerkjole. Hun har et blidt og venligt ansigt og helt hvidt krøllet hår. Hun er absolut en nydelig ældre kvinde, og man kunne slet ikke se på hende, at hun måske drak lidt mere end godt var. ”Hun kunne tømme en hel flaske snaps, uden at man kunne mærke det på hende,” siger konen. ”Vi så hinanden hver dag, og vi lavede sølvsmykker sammen en aften om ugen. Da Erik døde, havde han et sølvarmbånd på, som Gerda havde lavet til ham. Han havde også et Rolex ur i guld, og det var ægte, det ved jeg. Det var også fra Gerda. Hun var så sød og så god af sig.”  

Man fornemmer tydeligt, at konen savner Gerda. ”Jeg har ikke været nede og sidde i gården siden Gerdas død,” fortæller hun kort før, jeg bryder op efter 2 ½ time. ”Jeg har ikke haft lyst, når hun ikke er der. Men jeg kommer nok derned igen på et tidspunkt. Det tror jeg da.” En mandag aften kl. 19.00 tager jeg forbi værtshuset
La Strada på Gammel Køge Landevej, hvor Erik Otto Jensen kom med sin kone Gerda.
La Strada ligger ikke langt fra afdødes lejlighed. Der er 8-10 gæster, da jeg kommer. De er alle omkring 40 til 70 år. Nogle står i baren, andre sidder ved bordene. Ved indgangen står bartenderen og spiller dart med en af de kvindelige stamgæster. ”Hej,” siger han og smiler, da jeg kommer ind. ”Hej,” svarer jeg.  Nogle af gæsterne ser spørgende og lidt nysgerrigt på mig. Da jeg nævner Erik Otto Jensen, udbryder kvinden, der spiller dart: ”Ham kender vi.” Hun spørger straks de omkringstående, om de ikke også husker ham. Alle nikker bekræftende. ”Han har været tolder og var gift med Gerda,” siger en af gæsterne. ”Hun tog sit liv på grund af ham,” siger en anden. ”Gerda havde en søn, som Erik ikke kunne lide,” siger en tredje. ”Han havde en fin uddannelse,” siger en fjerde. Jeg lytter, og fortæller de omkringstående hvorfor jeg er kommet. ”Jeg vil gerne tale med dig, men jeg skal lige spille færdig først,” siger kvinden og kaster en af dartpilene. Bartenderen spørger, hvad jeg hedder, og om jeg vil have noget at drikke. Værtshuset har ikke fadøl, så jeg beder om en almindelig flaskeøl. ”Den er på husets regning,” siger han, da jeg vil betale de 16 kroner, den koster. 

Jeg sætter mig op i baren ved siden af en mand i blåt arbejdstøj. Manden fortæller, at Erik Otto Jensen blev kaldt ”Jensen” eller ”Lille Jensen,” fordi han ikke var så høj. Før han siger mere, spørger han, hvem jeg er, og hvorfor jeg vil vide noget om afdøde. Han vil gerne have en uddybende forklaring, og det får han naturligvis. ”Du har ikke en båndoptager i tasken vel? ”spørger han og kikker på min store sorte taske Jeg åbner den, så han kan se, at der ikke ligger noget elektronisk udstyr. Manden slapper lidt mere af nu. Han spørger, om jeg bor i Hvidovre, og jeg svarer, at jeg har boet der i 2 ½ år, men at jeg nu bor i Valby. Da han hører, at jeg har boet i den del af Hvidovre, der hedder Friheden, spørger han, om jeg kender en der hedder ”Sveske.” Det gør jeg nu ikke. Jeg spørger til Erik Otto Jensen, og manden fortæller, at han var fra Fyn, og at han havde mange søskende. Om de stadig lever, ved han ikke. ”Jensen elskede krigsfilm og westerns. Skuespillere som John Wayne og Clint Eastwood var hans store idoler. Jensen kunne godt lide at fantasere om, at han var en stor bredskuldret mand, selvom han var lige det modsatte. Det var lidt pudsigt. Vi talte tit om krigsfilm. Han var helt vild med dem.” Manden fortæller også, at Jensen og Gerda gik på værtshus hver formiddag. Ved frokosttid tog de hjem og spiste og vente så tilbage til værtshuset senere på eftermiddagen. Sådan var deres rytme. Jensen havde astma, så i stedet for en cigaret sad han med en nicorette inhalator.  Lidt efter har kvinden afsluttet sit dartspil. Hun kommer op til baren og sætter sig ved siden af mig. ”Jeg ved godt, at der var mange, der ikke brød sig om Jensen, men jeg kunne godt lide ham,” siger hun. ”Jeg ved godt, at han var hård mod Gerda, men det blandede jeg mig ikke i. Han snerrede aldrig af mig, og vi havde det fint sammen. Jeg har kendt Jensen i over 20 år både herfra og fra ”Stjernen” og det andet værtshus, som nu også er lukket. Vi talte ikke om noget særligt, men vi havde det hyggeligt. Der var aldrig et ondt ord mellem os. Jeg var så ked af, at jeg ikke var med til hans begravelse, men jeg vidste ikke, at han var død. Jeg ville så gerne have sagt et sidste farvel.” Kvinden får tårer i øjnene. Manden ved siden af mig ville også gerne have deltaget i bisættelsen, og de er begge kede af at høre, at ingen mødte op til den kirkelige handling. ”Der gik flere uger, før vi fandt ud af, at han var død,” siger manden og kvinden tilføjer: ”Hvis Jensens dødsannonce havde været i Hvidovreavisen, så havde jeg set den, og så var jeg kommet til begravelsen. Jeg kunne godt lide ham, og så er jeg ligeglad med, hvad andre siger. Gerdas familie kunne ikke lide Jensen. Men de skulle da have respekteret ham, når nu Gerda havde valgt ham. Jeg så familien til Gerdas begravelse, men jeg talte ikke med dem. Jensen skulle tisse to minutter før begravelsen, men ingen hjalp ham. Han måtte selv finde vej ud med sine to stokke. Da græd jeg.”  

Alle på værtshuset kunne godt lide Gerda. ”Hun var smuk og altid så pæn i tøjet,” siger en af stamgæsterne. ”Hun var jo også fint gift, før hun mødte Erik,” siger en anden. Kvinden i baren fortæller, at hun først for et halvt år siden blev klar over, at Gerda havde taget sit eget liv. ”Jeg troede, at hun sov stille ind, og jeg fik et chok, da jeg hørte sandheden,” fortæller hun. Der er lidt diskussion på værtshuset om, hvor mange børn Gerda havde. Nogle mener, at hun kun havde sønnen, andre at hun i hvert fald havde et barn til. En anden kvinde kommer op til baren for at købe en øl. Hun fortæller, at Gerda samlede på dukker. ”Hun gik på loppemarkeder, og købte alle dem hun så. Jeg gav hende engang en dukke, som manglede den ene arm. Gerda var lykkelig for den, og hun både strikkede og hæklede tøj til den. Hun syede også gardiner til
La Strada for mange år siden. Hun var meget ferm på fingrene. Erik lavede ikke noget, tværtimod. Han legede tit syg for at få Gerda til at gøre det hele,” fortæller kvinden og fortsætter: ”Gerda gik med krykker pga. dårlige hofter og knæ, men Erik fik kommunen til at betale for, at han kunne få en rollator. Han tænkte ikke på Gerda, men hun tog hans rollator, når hun skulle handle ind. ”Jeg tager bare Jensens rollator,” sagde hun ofte. ”Hvad sagde han til det?” spørger jeg. ”Hun spurgte ham da ikke,” svarer kvinden. ”Hun tog den bare.” ”Jensen var meget ulykkelig over at have mistet Gerda,” fortæller kvinden i baren. ”Det kan godt være, at de havde problemer, men han elskede hende, og det tog hårdt på ham, da hun døde. Hvis han virkelig var så forfærdelig, som alle siger, så kunne Gerda jo bare have forladt ham. Han blev så lille og tynd til sidst. Han hentede øl hos købmanden hver dag, og så sad han alene og drak dem i sin lejlighed. Han fik slet ikke noget at spise.” Kvinden tilføjer, at hvis man pludselig ikke kommer på værtshuset længere, så bliver man hurtigt glemt af de venner, man havde der.  

Da jeg har drukket halvdelen af min øl, sætter bartenderen to nye foran mig, som han knapper op med det samme. Jeg prøver at protestere, men kvinden stopper mig. ”Du skal bare tage imod,” siger hun og tilføjer drillende: ”Han kan godt lide dig.” ”Hold da op,” ler bartenderen. ”Jeg er gift og har seks katte.” I de fire timer jeg er på
La Strada, får jeg ikke lov til at betale for en eneste øl selv. Kvinden og manden, som jeg taler med, får også øl. ”Det er firmaet der betaler,” siger bartenderen venligt. En 72årig mand er kommet ind på værtshuset. Han sidder ved et af bordene, men kan sagtens følge med i vores samtale. Manden fortæller, at Jensen var brygger på Carlsberg, ligesom han selv har været. ”Hver morgen hejste Jensen Dannebrog på Carlsberg lige før klokken otte om morgenen. Præcist klokken otte ringede han med klokkerne. Det var en god arbejdsplads, men det er det ikke mere. Det var ikke godt de sidste år, jeg var der.” Jeg spøger ham om, hvordan han har det med, at Carlsberg flytter til Fredericia. ”Hvis bare folk tjener til min pension, så er jeg sgu ligeglad med, om de gør det i Valby eller i Fredericia,” lyder svaret. Manden tilføjer: ”Jensen var en grov karl både overfor Gerda og også overfor os på Carlsberg. Jeg spørger, om de kørte med bryggerheste. ”Jeg gjorde, men Jensen gjorde ikke,” svarer manden.  

”Jeg kunne godt lide Jensen,” gentager kvinden i baren. Som den eneste på værtshuset gør hun meget ud af at forsvare ham. Det er tydeligt, at hun har holdt af ham, og at hun er ked af den skæbne, han fik. På et tidspunkt, da hun er midt i en sætning, bryder manden i baren ind. ”Må jeg tale færdig,” råber kvinden og ser vredt på ham. ”Hun bliver sku sur, når jeg afbryder,” siger manden med et smil på læben. Kvinden ignorerer ham og begynder forfra: ”Jensen så meget gammel ud af sin alder,” fortæller hun. ”Da han fyldte tres, lignede han én på halvfjerds. Han drak jo også meget, og han brokkede sig hele tiden. Der var mange, der ikke kunne lide ham. Men jeg brokker mig da også og siger min mening, så det er heller ikke alle her, der kan lide mig. Måske kunne jeg se mig selv lidt i Jensen.” Kvinden fortæller, at Jensens brokkeri blev værre med årene. ”Men han brokkede sig også for 20 år siden,” siger hun. Bartenderen giver mig en blå smirnoff. Det er en italiensk vodka 45%, som man normalt skyller ned i et hug. Jeg smager forsigtigt på den. Den er sød men smager godt. Alligevel giver jeg resten til kvinden i baren. Før hun drikker den, holder hun glasset op mod lyset. ”Jeg elsker den blå farve. Sådan nogle øjne skulle man have,” siger hun.  

Manden i baren kan ikke helt forstå, hvorfor jeg vil skrive om Jensen. ”Han var jo bare helt almindelig. Der er da andre, der er mere interessante at skrive om,” siger han. Det viser sig, at manden er historisk interesseret, og pludselig taler vi om både Otto Baches maleri af mordet i Finnerup lade, Egtvedpigen på Nationalmuseet, Christians IV’s kapel i Roskilde Domkirke og Frisen på facaden af Thorvaldsens museum, som forestiller hyldestmodtagelsen af Thorvaldsen da han vender hjem til København fra Rom i 1838. Manden har check på diverse årstal og andre historiske detaljer. Pludselig udbryder han: ”Jeg synes egentlig, det er flot, at du bare sådan kommer ind fra gaden og sætter dig op i baren.”   En meget høj lyshåret mand er også kommet ind på værtshuset. Han fortæller, at han boede ovenover Gerda og Jensen. Også han havde ondt af Gerda, fordi Jensen var så hård ved hende. ”Gerda var smuk,” siger han. ”Hun gik meget dårligt, men alligevel var det hende, der skulle købe ind. Det var synd.” Da klokken bliver 23, er det tid at bryde op. Kvinden i baren giver mig et stort knus.

Her kommer syvende kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende.

Onsdag d. 18. maj kommer endnu en efterlysende dødsannonce i aviserne. Annoncen omhandler en Finn Hendriksen Koldbæk, som blev 62 år. I dødsannoncen står der, at afdøde boede på Peder Lykkesvej på Amager. I slutningen af maj tager jeg forbi Solvang Kirke, som er den kirke, der ligger nærmest afdødes bopæl. På kordegnekontoret finder jeg to kvinder, der sidder ved deres skriveborde i hver sin ende af lokalet. Jeg kommer naturligvis i træffetiden men undskylder alligevel, at jeg forstyrrer. Dette bliver ikke kommenteret. Jeg oplyser om mit projekt. Der er helt stille, mens jeg taler. Til sidst spørger jeg, om Finn Hendriksen Koldbæk skal bisættes fra kirken eller måske allerede er blevet det. Den ene kvinde svarer lettere afvisende, at hun ikke har hørt om afdøde. ”Han er ikke blevet bisat herfra,” siger hun, ”og desuden kan du ikke få nogen oplysninger.” Den anden tilføjer i same tone: ”Vi oplyser ingenting. Vi siger til folk, at de kan henvende sig til de pårørende, hvis de vil vide noget.” ”Giver I dem så navnene på de pårørende?” spørger jeg. ”Nej,” lyder det kort. ”Hvis ikke dem der henvender sig kender de pårørende, så har de heller ikke kendt afdøde godt nok.” Efter en lille pause fortsætter den ene: ”Vi oplyser ingenting. Det kommer ikke uvedkommende ved, hvornår andre skal begraves, og desuden siger vi ikke noget til nogen, som ikke viser legitimation.” ”Jeg kan godt vise legitimation,” svarer jeg. ”Det er jeg sikker på du kan, men du får ikke noget at vide,” svarer kvinden. 

Jeg spørger, om de ville have givet mig oplysninger, hvis jeg havde været nabo til afdøde. Så havde jeg jo kendt vedkommende. Kvinden gentager, at hvis man ikke har kendt de pårørende, så har man heller ikke kendt afdøde godt nok, og derfor har man ingen ret til at komme med til bisættelsen.  ”Tak for hjælpen,” siger jeg inden jeg går. ”Nå ja, det var jo ikke mange oplysninger, du fik ud af os,” lyder svaret. Bedemandsforretningen på Amager, der står for de kommunale bisættelser, har ikke modtaget nogen oplysninger om dødsfaldet. Det betyder, at Finn Hendriksen Koldbæk har haft pårørende, som har valgt at betale for hans bisættelse.  

Der ligger et plejehjem på den vej, hvor afdøde boede. Måske har Finn Hendriksen Koldbæk boet der, selvom han ikke var så gammel. På plejehjemmet får jeg imidlertid at vide, at afdøde ikke har boet der. Kvinden i receptionen fortæller, at der lige ved siden af plejehjemmet ligger et højhus.  Det var tidligere beskyttede boliger, men er nu lavet om til almindelige lejligheder. Måske har afdøde boet der. Hun oplyser, at det er pedellen, jeg skal tale med.  Jeg går hen til højhuset. På bænkene foran sidder flere beboere og nyder en øl i solen. Pedellen har sit kontor indenfor hoveddøren til højre. Døren er lukket, og jeg kan se på et skilt, at træffetiden er forbi for i dag.  En af beboerne, en stor mand med fuldskæg, er lige stået af sin motorcykel. Han ser gennem den åbne hoveddør, at jeg står foran kontoret. ”Han sidder derinde,” siger manden. ”Du skal bare banke på.” Det gør jeg så, men ingen åbner. ”Lukker han ikke op?” spørger manden. ”Nej,” svarer jeg, ”men der er jo heller ikke træffetid nu.” ”Han laver ikke en skid,” lyder svaret. ”Han sidder bare derinde og piller næse.” En kvinde, som også bor i ejendommen, siger venligt, at hun har pedellens telefonnummer, hvis jeg vil have det. Det er sødt af hende, men jeg siger, at jeg vil komme igen i morgen i træffetiden. Da jeg er på vej ud, opdager jeg en stor tavle med alle beboernes navne på. De står opført i alfabetisk rækkefølge. Jeg lader blikket løbe hen over navnene. Under bogstavet K står han: Koldbæk, Finn Hendriksen. 

Dagen efter er jeg igen på vej mod Peder Lykkesvej. Jeg kan se højhuset, da jeg nærmer mig med metroen. Der må være en fantastisk udsigt fra de øverste etager. Pedellens dør er åben, da jeg kommer. Han står ude på gangen og taler med en beboer, som netop er flyttet ind. Beboeren vil gerne selv male sin lejlighed, hvis det kan lade sig gøre. Det kan det, og kommunen betaler malingen. Man skal lægge ud først, men beløbet refunderes efter tre uger, får manden at vide. ”Skal jeg først selv betale?” Spørger den nye beboer skuffet. ”Så har jeg ikke råd til det.” Pedellen bekræfter, at sådan er reglerne desværre. ”Så kommer jeg ikke til at male selv,” siger beboeren og går. Pedellen retter sin opmærksomhed mod mig, og vi går ind på hans kontor. Pedellen kan godt huske Finn Hendriksen Koldbæk. Han fortæller, at der kom 12-15 personer til bisættelsen. ”Jeg kan ellers ikke fortælle dig så meget,” siger han, ”for jeg blander mig ikke i beboernes liv. Men måske kan du få lov til at tale med Allan. Han var ven med Finn, og han bor også her i bygningen.” Vi aftaler, at jeg skal skrive et brev til Allan, som Pedellen så vil aflevere til ham. Så kan Allan kontakte mig, hvis han har lyst. 

Jeg siger til pedellen, at hvis Allan ønsker at tale med mig, så vil jeg foreslå, at vi kan sidde udenfor på en af bænkene i solen foran huset. Pedellen fortæller, at der også er en stor have bag huset, hvor man kan være. Han tilføjer, at Allan ikke er så nem at få fat på i øjeblikket. Her i det gode vejr er han for det meste i sit kolonihavehus. Han kommer faktisk kun hjem for at vaske.  Om aftenen skriver jeg et brev til Allan. Jeg skriver også en hilsen til pedellen og takker, fordi han vil etablere kontakten. Brevet ankommer til pedellen en tirsdag. Han vil dog først får det om onsdagen, da han normalt er på kontoret mellem kl. 8.00 og 8.30.  

Om onsdagen kl. 9.30 bliver jeg ringet op af Allan. Jeg er ret overrasket over, at han henvender sig så hurtigt, for pedellen har jo først set brevet her til morgen. Allan fortæller, at pedellen ringede til ham i kolonihavehuset i formiddags og fortalte, at der lå et brev til ham. ”Jeg tog hjem med det samme og hentede det,” tilføjer Allan.  Allan vil gerne fortælle mig om Finn. Han siger, at han selv er meget interesseret i sociale forhold. ”Du foreslår i dit brev, at vi kan mødes i haven på Peder Lykkes Vej,” siger Allan. ”Det kan jeg godt lide dig for. Men vil du ikke hellere komme ud i mit kolonihavehus en eftermiddag?” Det vil jeg meget gerne. Vi aftaler, at jeg skal komme den næste fredag kl. 14.00. Kolonihavehuset ligger i haveforeningen af 1907 på Amager.  

Om fredagen tager jeg metroen til Ørestad. Herfra kan jeg gå til kolonihavehuset. Det er begyndt at småregne, uvejret tager til, og lige i det øjeblik jeg finder Allans kolonihavehus og er kommet indenfor, buldrer det løs. Var jeg kommet 2 minutter senere, var jeg blevet gennemblødt. Allan er venlig. Han har en varm udstråling, som gør, at jeg med det samme bliver fuldstændig afslappet og føler mig godt tilpas i hans selskab. Vi går igennem den lille udestue, hvor der står et rundt bord og 4 stole. Herfra går vi ind i stuen. Her er hyggeligt. Der er både en sofa og en stor lænestol, hvorfra man har perfekt udsyn til det store fjernsyn. Der er også computer med internetforbindelse samt en reol, hvorpå der står bøger. En enkelt sektion fungerer som barskab. Fra stuen kan man gå direkte ud i køkkenet. En anden dør fører ind til et lille soveværelse. Fra køkkenet kan man gå ind i endnu et soveværelse, og en bagdør fører ud til et værksted. En køkkendør går ud til haven, og man skal også gennem køkkenet for at komme til toilettet.  

Regnen pisker ned udenfor. Det bliver så kraftigt, at vi på et tidspunkt næsten må råbe for at overdøve uvejret. Det giver en hel speciel stemning. Allan spørger, hvad jeg vil have at drikke, og jeg beder om kaffe. Hjemme drikker jeg altid te, så når jeg er ude, er det rart med kaffe. Allan drikker normalt heller aldrig kaffe, siger han, og ligesom mig er han derfor ikke vant til at lave det. Jeg kan godt tage te, hvis det er nemmere, siger jeg, men Allan insisterer på, at når jeg har bedt om kaffe, så skal der serveres kaffe. Han sætter vand over, og i det samme kommer hans sorte langhårede hunkat Balou ind i stuen. Hun ser på mig med sine smukke grønne øjne og beslutter sig til at hilse kort ved forsigtigt at snuse til min hånd. Så går hun igen. Allan fortæller, at han for et par år siden arvede Balou fra sin mor, da hun døde. Moderen hed pudsigt nok også Ida. Vandet er begyndt at koge i elkedlen, og Allan skolder omhyggeligt den grønne kaffekande. Så kommer han den hvide tragt i kanden, sætter kaffefilteret i, hælder et par skefulde kaffe på, hvorefter det kogende vand forsigtigt hældes over. Et par minutter efter serverer Allan kaffen i et stort krus. Den smager præcist, som den skal. Ikke for stærk og ikke for svag. ”Jeg var lidt i tvivl om hvor meget kaffe, der skulle i,” siger Allan, da jeg roser kaffen. Allan spørger, om jeg vil have mælk og sukker, og jeg beder om lidt mælk. Den bliver serveret i en lille porcelænskande.  

Allan henter også digestive kiks, og han spørger, om jeg vil have en lille én til kaffen. ”Jeg drikker ikke selv,” siger han, ”men jeg har altid noget stående til gæster.” Egentlig bør jeg ikke indtage spiritus, for jeg føler, at jeg befinder mig i noget, der minder om en arbejdssituation. Alligevel vælger jeg at sige ja tak. Allan foreslår mig at prøve en drink, der hedder Dooley’s. Den vil smage godt til kaffen, siger han. Det er en kakaolikør, som kommer i en rød og blå flaske. Allan serverer drinken i et glas, hvorpå logoet Dooley’s er trykt. Det er der stil over. Kakaolikøren smager godt og går perfekt i spand med kaffen og kiksene. Vi har sat os, kaffen er klar, og Allan begynder at fortælle om Finn Hendriksen Koldbæk. ”Jeg har kendt Finn i halvandet år,” siger han, ”men han havde også en ven, som har kendt ham i over 30 år. Finn havde ingen uddannelse, men hvis han havde været skuespiller, så ville han have fået alle forbryderrollerne, for sådan så han ud. Stor og grov var han. Han kunne være meget opfarende, og hvis nogle i en forsamling talte om sygdom, så kunne han finde på at råbe: ”Det her er fandeme ikke lægens bord.” Han var ikke spor interesseret i at høre om, hvordan andre mennesker havde det. Vi havde en bil sammen, og hvis der kom en ambulance bagfra, så ville Finn ikke køre ind til siden. ”Det er jo ikke os, der er syge,” lød hans svar. 

”Vi fiskede en del sammen, og vi fangede en masse ål, som vi solgte. Men Finn ville ikke have, at jeg tjente på ålene. Han ville have alle pengene selv. Han var noget klodset anlagt, og jeg sagde til ham, at jeg kun tog med ham ud og fiske, fordi jeg ellers var bange for, at han ville komme til skade. Så sjovt var hans selskab sku heller ikke. Nogle gange blev vi uvenner, for Finn kunne blive virkelig irriterende at høre på. Så blev jeg vred og sagde, at nu gad jeg fandeme ikke høre på ham mere. Så sejlede vi ind. Så blev Finn god igen. Så sejlede vi ud og fiskede videre. Vi blev tit uvenner.” ”På et tidspunkt hjalp jeg Finn med at reparere hans båd. Jeg er uddannet maskinmester på B & W, så jeg ved godt hvordan sådan en lille båd skal repareres. Selvom Finn ikke havde nogen uddannelse eller var udlært på nogen måde, så skulle han altid være den klogeste. Det var faktisk ligegyldigt, hvad vi talte om, så vidste han altid bedst. Han afbrød tit folk ved at sige: ”Det kender jeg godt,” selvom han ikke havde spor forstand på, hvad de talte om. Han var utrolig bedrevidende.  Mens jeg reparerede hans båd, så skulle han hele tiden stå der og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, men jeg ignorerede ham bare. Pludselig sejlede han ud på vandet med både mig og båden, før den var repareret færdig. Det blev jeg sur over.” 

”Finn havde ikke ret mange venner, for han var noget af en ågerkarl, og han stolede ikke på nogen. Jeg stoler på folk. Ind i mellem brænder man så fingrene, men jeg stoler stadig på folk. Det gjorde Finn ikke. Han var selvisk og ikke særlig sød. Han lånte gerne penge ud, men han tog 25 % i renter om måneden. Lånte man 4.000 kroner den første i en måned, skulle man betaler 5.000 kroner tilbage, når måneden var omme. Sådan var Finns regler. Der var derfor mange, der var lettede, da han døde, for så slap de for at betale deres gæld. Men Finn har da også nogle gange lånt penge af mig, men så var der ikke noget med renter. Når det var Finn, der skulle låne, så gjaldt pludselig andre regler.”  ”Finn var foruden ågerkarl også både klunser og kræmmer,” fortæller Allan videre. ”Han kunne sælge alt. Fandt han et rustent søm på gaden, troede han straks, at det var en million værd, og han fik da også solgt det om end ikke til den fulde pris. Når han var på markeder, gik han rundt med en badge, hvorpå der stod: ”Den ærlige kræmmer.” Så stod han der og bildte folk en masse ind. Men han tjente gode penge. Han kunne også underholde og var god til fortælle. Men når hans løgnehistorier blev for tykke, så gik jeg. Der var grænser for, hvad jeg gad høre på.” ”Finn har også siddet i fængsel flere gange. Først ungdomsfængsel og senere almindelig fængsel. Men jeg har da også siddet i fængsel,” siger Allan, og nu får jeg hans historie. 

”I 1974 da jeg var ung og studerede til maskinmester, fik jeg et tilbud om at tjene lidt ekstra penge. Jeg ville få 5.000 kroner for at sejle til Polen og tilbage igen på en weekend. Det viste sig, at formålet med turen var at smugle guld, der var smeltet om til blandingsbatterier. Det kendte jeg ikke noget til, men jeg burde have vidst, at der var noget uldent ved turen. Normalt får en studerende jo ikke 5.000 kr. for en weekends arbejde og slet ikke i 1974. Jeg løb risikoen, det gik galt, og jeg måtte jo tage min straf. Jeg blev forhørt, men jeg røbede ingenting. Tværtimod bildte jeg politiet en masse ind, og jeg sendte dem rundt på flere lange køreture. Jeg sad isolationsfængslet i 9 måneder, men jeg brugte tiden til at læse på min uddannelse, så det gjorde ikke så meget. I fængslet kunne vi låne et begrænset antal bøger pr. gang, så jeg lånte altid de tykkeste, jeg kunne finde, så jeg havde så meget læsestof som muligt. Da jeg kom i retten, ville anklageren give mig 5 års fængsel. Inden dommen faldt spurgte den kvindelige dommer mig, om jeg havde noget at sige på falderebet. Jeg svarede, at jeg havde været med i smugleraffæren, og at jeg måtte tage straffen. Jeg sagde, at jeg ikke ville komme med nogen undskyldninger. Dommeren svarede, at det kunne hun egentlig godt lide at høre, og straffen blev 2 års ubetinget fængsel. Det var anklageren sur over. Så blev jeg sendt til Horserød, og dem blev jeg gode venner med. En af fængselsbetjentene sagde til mig, at hvis jeg nogensinde kom til at sidde inde igen, så kunne han godt sørge for, at jeg kom tilbage dertil. Det var pænt af ham, men jeg sagde, at jeg ikke skulle tilbage til fængslet, og sådan gik det heldigvis også. Mens jeg sad inde, sørgede dem fra skibet godt for min kone og børn. Jeg havde jo ikke røbet dem, og det kvitterede de for med et fast månedligt beløb, som dumpede ind af brevsprækken. Jeg blev kun et halvt år forsinket på min uddannelse, for jeg havde jo mulighed for at læse, mens jeg sad inde.” Imens Allan taler er katten Balou gået ind og ud af stuen flere gange. Det regner stadig, men det er ved at stilne lidt af. Nogle gange hopper Balou op og lægger sig på Allans skød, og efter at have ligget der lidt går hun ud af stuen igen. Nogen gange går hun hen til mig for lige at hilse. Jeg får dog ikke lov til at ae hende ret meget. Ofte sidder hun på køkkenbordet i længere tid og stirrer på Allan. ”Hun er vant til at få rejer om morgenen og kl. 16.00,” fortæller han. ”Men i dag har jeg bestemt, at hun får rejer kl. 18.00.” Jeg skæver til uret. Klokken er lidt over fem, og Balou ser sur ud. Det er tydeligt, at hun fornemmer, at rejerne burde være serveret for længst. Hun ser vredt på mig, som om det hele er min skyld, hvad det jo egentlig også er. 

Allan fortsætter med at fortælle. ”Jeg har i mange år sejlet som maskinmester og været hele verden rundt. Det var nogle spændende år. Senere blev jeg skilt, og i dag har jeg ingen kontakt til min ekskone eller vores to børn. Både min søn og min datter har selv børn nu. De har to små børn hver, men jeg har aldrig mødt nogen af dem. For et par år siden så jeg min datter på gaden med hendes børn. Jeg gik over på den anden side af vejen, for jeg ville ikke trænge mig på. Naturligvis vil jeg gerne have kontakt til familien igen, og der har også været tale om, at vi skulle ses for 3-4 år siden, men det blev ikke til noget. Det vigtigste for mig er dog, at de har det godt. Hvis de nogensinde får økonomiske problemer eller andet, vil jeg gøre alt for at hjælpe dem. Det gælder både min ekskone og mine børn.”  ”Da jeg blev skilt, flyttede jeg ind i et hus som ligger i nærheden af kolonihavehuset. Her holdt jeg vinbjergsnegle i haven. De andre beboere blev sure og påstod, at sneglene kom ind i deres haver. De sagde også, at det var ulovligt at holde vinbjergsnegle. Det var løgn det hele, men naboerne blev ved med at brokke sig. Der kom mere og mere hetz mod mig fra vejens beboere. Til sidst skred jeg fra det hele og blev hjemløs.”  

”Når man er hjemløs, så bliver man udnyttet. Er det koldt udenfor, så ved ens såkaldte venner jo udmærket, at man er desperat for at få et sted at overnatte. Derfor kan de godt finde på at tage 3.000 kroner for, at man kan få lov til at sove i deres kælder i en måned. Det er heller ikke nemt at få en lejlighed, når man er hjemløs. Jeg har været skrevet op i mange år til en lejlighed i Rødovre, men da der endelig blev en lejlighed ledig, ville kommunen pludselig hellere have en somalier end mig. Han skulle jo integreres, som de sagde, men mig var det lige meget med. Kommunen sagde, at de alligevel ikke kunne have mig. For 2 år siden fik jeg så heldigvis en lejlighed på Peder Lykkes Vej. Først tilbød de mig en lejlighed på 6. sal, men da jeg så den, fik jeg det dårligt. Der var noget over lejligheden, som gjorde, at jeg besvimede. Ambulancen kom, og jeg var indlagt i 2 dage. Jeg sagde, at jeg umuligt kunne bo i den lejlighed. Så fik jeg tilbudt en anden lejlighed på 14. sal, og der kunne jeg bo. Det var en hel anden god fornemmelse, jeg havde, da jeg kom ind i den.” Allan fortæller, at han desværre ikke var med til Finns bisættelse. ”Jeg var syg og indlagt på det tidspunkt,” fortæller han. ”Finn blev bisat fra Simeons Kirke d. 23. maj. Det var Finns ven gennem mere end 30 år, der stod for begravelsen. Han bor i Gentofte i en kæmpe villa, så han havde råd til at betale. Finn kunne ellers aldrig selv finde på at gå med til andres begravelse eller give en femmer til en bårebuket. Alligevel kom der 12-14 venner og bekendte til hans begravelse. Når det bliver min tur til at dø, så vil jeg dø alene,” siger Allan. ”Jeg vil ikke have nogen begravelse. Det er mit valg, og det skal respekteres. Er der en sjæl, så er den vist fløjet for længst,” tilføjer han med et lille smil. 

Klokken er efterhånden blevet 18.00, og Balou har siddet ret længe på køkkenbordet og stirret på Allan. Hun ser ekstremt sur ud. ”Nu er det vist rejetid,” siger Allan. Han rejser sig, kommer lidt vand i elkedlen og tænder. Så tager han en håndfuld dybfrosne rejer frem og hælder dem ned i et højt glas. Balou hopper ned fra køkkenbordet. Hun går frem og tilbage og stryger sig op af Allan. Hun ved godt, hvad der er ved at foregå. Allan fylder glasset med rejer halvt op med koldt vand og fylder så kogende vand i til kanten, hvorefter han rører rundt. ”Det er sådan, Balou vil have sine rejer,” siger han. ”Gør man det anderledes, vil hun ikke spise dem.” Efter et par minutter er rejerne tøet op. Allan hælder vandet fra og serverer rejerne for Balou, som straks guffer i sig. Efter at have talt med Allan i godt fire timer er det tid til at bryde op. Det er holdt op med at regne, og solen er begyndt at kikke lidt frem. Allan forærer mig to tryk af Mads Stage, som han synes, jeg skal have. Det ene tryk forestiller en kat og det andet en ræv. Da han ser, hvor glad jeg er for billederne, henter han et til i samme serie. Dette billede forestiller et egern, og det må jeg også gerne få. Inden jeg går, giver Allan mig et fast håndtryk og et smil. Han har været glad for mit besøg. 

Noget tid efter tager jeg kontakt til den præst i Solvang Kirke, som bisatte Finn Hendriksen Koldbæk. Jeg blev ikke venligt modtaget, da jeg henvendte mig på kirkekontoret, men forhåbentligt er præsten mere åben. Da jeg kommer, inviterer sognepræsten mig ind på sit kontor. De kønne gamle møbler i lokalet er store med enkle blomsterudskæringer og lyseblåt betræk. Han finder sin prædiken frem. ”Det, der står her er blevet sagt i et offentligt rum, så der er ikke noget hemmeligt ved det,” siger præsten og giver mig et kopi.  Jeg fortæller præsten, at jeg har været i kontakt med Allan, som var ven med afdøde, men at afdøde også havde en anden mangeårig ven. Det var vist denne ven, som stod for bisættelsen. ”Ja, han kom her efter dødsfaldet,” siger præsten. Ønsker du også at tale med ham?” ”Ja, hvis han vil kontaktes af mig,” svarer jeg.  

Præsten finder telefonnummeret på vennen og ringer til ham med det samme. Han får forbindelse og efter en kort samtale oplyser præsten, at jeg gerne må kontakte Torben, som afdødes ven hedder. Jeg får hans telefonnumre.  Præsten fortæller, at han flere gange har prøvet at stå for bisættelser, hvor ingen er mødt op. Han fortæller, at han har en særlig prædiken ved disse lejligheder. 

Da jeg forlader præstens kontor, læser jeg den prædiken, som han har skrevet ved afdødes bisættelse. Der står bl.a.: Vi tager i dag afsked med Finn Koldbæk.I ser tilbage på det liv, som han fik.Et liv med mange skift, skiftende opholdssteder, skiftende job, med opture og nedture, et farverigt liv med mange oplevelser, et liv, hvor han har været rundt og set meget af verden.Glade dage. Hårde dage. Dage med medgang og dage med modgang. I tænker på ham som ven, sammen med hvem I har fået lov til at vandre et stykke af livets vej.Trods et hårdt liv, gav han ikke op. Han kæmpede videre og fandt tilfredshed i det liv, som han nu fik.  

Men vi tager afsked med ham i den tro, at også hans liv var kendt af Gud. Jeg ringer til Torben. Han forslår at jeg kommer til hans private adresse den følgende fredag kl. 14.00.  

På den aftalte dag tager jeg ud til den smukke villa, hvor Torben bor. I forhaven er der en stor bronzefigur hvor djævlen er ved at nedlægge en kvinde med blottet barm. Han har bøjet sig over hende, hun er nærmest gået i bro, og han holder hendes ryg med begge hænder. I nødværge rækker kvinden sin højre hånd op og har grebet et af hans horn i panden. Man er dog ikke i tvivl om, at det er djævlen, som har overtaget. Jeg går op af hovedtrappen, ringer på, og Torben åbner døren. Han er en nydelig hvidhåret herre. Jeg bliver budt indenfor, og vi går gennem entreen ind til kontoret. Vi sætter os på hver sin side af et stort antikt mahogniskrivebord med messingbeslag og indlagt træ. Kontoret er møbleret med stilfulde møbler i samme træsort som bordet, og på gulvet ligger ægte tæpper. Væggene er hvide, og der er højt til det smukke stukloft. 

Torben spørger, hvor jeg har ideen fra til mit projekt. Jeg fortæller om artiklerne i Urban, men han kender dem ikke, og har heller ikke hørt om Anders Lund Madsen. Han vil gerne vide, hvordan jeg fandt frem til Finn. Jeg fortæller ham det.  Torben fortæller, at Finn var hans barndomsven. De voksede op sammen, men mistede forbindelsen til hinanden, da de blev voksne. Senere i livet genoptog de kontakten, og Finn blev en god ven af huset og kom ofte i hjemmet. Finn havde både haft forældre og søskende, men af forskellige grunde valgte han dem fra tidligt i livet. I nogle år rejste han rundt med et cirkus, og hvis nogen fra kommunen spurgte om noget, så svarede Finn bare, at han var feriebarn. Siden kom han ud at sejle. Da han ikke havde nogen uddannelse, fik han det groveste og hårdeste arbejde på skibet. I mange år rejste han verden rundt på den måde. ”Finn levede et frit og farverigt liv med lidt for mange øl og lidt for mange cigaretter, fortæller Torben. ”Jeg skældte ham tit ud fordi han røg så meget,” tilføjer han. Han bekræfter også, at Finn har været i fængsel flere gange. ”Når man lever det liv, han levede, kommer man nemt på kant med loven.” 

”I et par år havde Finn en butik på Amager, der hed Stjernekram. Der kom vennerne tit og skulle have en øl. Hver ven drak en øl eller to i butikken, men da Finn drak med dem alle sammen, så blev det jo til en del for ham. Det skældte jeg ham også ud for. Jeg var heller ikke tryg ved, at Finn lånte penge ud til folk og tog store renter for det. Det var jo desperate mennesker, han lånte ud til. Jeg sagde til ham, at jeg var bange for at finde ham i en blodpøl en dag. Det var jo farligt, det han gik og lavede.” ”Finn boede i mange år i den store ejendom på Peder Lykkes Vej. Bebyggelsen er et sted for folk, som er kommet lidt ud i tovene på den ene eller den anden måde. Finn var glad for sit liv der med vennerne, øllerne og cigaretterne. Han valgte selv det liv, og det var det liv, han ville have. Men samtidig kom han her hos os som vores gode ven. Han var også med på flere af mine forretningsrejser til bl.a. Egypten og Tyskland. Finn har også arbejdet som vicevært i nogle af mine ejendomme,” tilføjer Torben.  

”Finn var meget glad for vores børn,” fortsætter Torben. Han tager et billede frem og viser mig sine fire små kønne børn. Tre drenge og en pige. Den næstældste søn Fritz på 6 år er børneskuespiller. Han har været med i filmene ”Min søsters børn.” ”Du skal næsten også se et billede af Finn,” siger han så. Torben forsvinder ind i stuen ved siden af og leder. Hans kone er derinde, og hun siger, at der da må være et billede i Finns pas. Torben finder en del billeder frem, men Finn er ikke imellem. ”Jeg så nogle billeder af ham forleden dag,” siger han, ”men nu kan jeg ikke finde dem.” Han leder længe og finder endelig et billede, hvor man ser Finn fra ryggen. Han var en stor stærk mand med tatoveringer på armene. ”De andre billeder må du have til gode til en anden gang,” siger Torben.  Jeg får at vide, at Finn blev syg i januar i år. Lægen stillede diagnosen lungekræft. Det gik hurtigt ned ad bakke derefter, og d. 9. maj kl. 15.10 døde Finn på hospitalet. ”En af Finns venner kom kl. 15.00, og jeg ankom kl. 15.15,” fortæller Torben. ”Jeg besøgte Finns ven Allan samme dag for at fortælle ham, at Finn var død. Allan var indlagt på samme hospital på det tidspunkt.” Torben spørger til, hvordan Allan har det.  Jeg får bekræftet, at der kom 12-14 personer til Finns bisættelse. ”Jeg var med til bisættelsen, men jeg deltog ikke i gravøllet. Jeg sørgede dog for at bestille en varevogn med øl, som blev kørt til Peder Lykkes Vej. Så kunne folk tage de øl de havde brug for. Der var vel en kasse pr. mand.”

Her kommer sjette kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende. Fredag d. 13. maj 2005 kommer der endnu en efterlysende dødsannonce i avisen. Her er tale om en Ammar Alla Ovache, som blev 70 år. Navnet lyder fremmedartet.  

Den begravelseskæde, som normalt står for de kommunale bisættelser har ikke modtaget nogen oplysninger om dødsfaldet. Det betyder, at pårørende til den afdøde har henvendt sig til kommunen, og at de har benyttet et andet bedemandsfirma. Ammar Alla Ovache har altså haft familie eller nære venner.  På kirkekontoret fortæller kordegnen, at hun har tavshedspligt, men at jeg godt kan få oplyst, hvilken kirke afdøde hørte under. Da jeg nævner navnet Ammar Alla Ovache, siger kordegnen, at hun er overbevist om, at der er tale om en muslimsk mand, idet Ammar er et muslimsk mandenavn ligesom Muhammed. Hun finder papirerne frem og får bekræftet, at der er tale om en mandlig muslim. Hans bopæl hører under Trinitatis kirke, men som muslim er han naturligvis ikke begravet derfra. I papirerne står der, at det er Smedegaards Bedemandsforretninger, der har stået for begravelsen. Kordegnen giver mig adressen til afdelingen på Østerbrogade. Hun fortæller desuden, at afdødes efternavn er stavet forkert i dødsannoncen. Hun kan dog ikke oplyse mig om det rigtige navn. Jeg må henvende mig til bedemanden.  

Jeg tager ud til bedemandsforretningen på Østerbrogade. Bedemanden fortæller, at afdødes korrekte navn er Ammar Allouache, og at han kom fra Algeriet. Afdøde havde ikke nogen familie, men en god ven stod for begravelsen. ”Jeg kender afdødes ven ret godt,” fortæller bedemanden. ”Han er også fra Algeriet, og han har været her flere gange for at hjælpe familie og venner med at begrave deres kære. Han har ofte fungeret som tolk for dem, der ikke talte så godt dansk. Han er flink, og jeg er sikker på, at han gerne vil tale med dig.” Bedemanden prøver at ringe til vennen med det samme, men han har fået nyt mobilnummer. Han søger efter et andet telefonnummer på Internettet og finder et fastnetnummer. Da han ringer, er det konen, der tager telefonen. Hun har ikke mandens mobilnummer på sig, men hun lover at ringe tilbage senere. ”Så snart jeg har talt med ham, ringer jeg til dig,” siger bedemanden.  Bedemanden kender godt til de kommunale bisættelser. ”For en del år siden var det seks forskellige bedemandsforretninger i København, bl.a. min, der varetog disse bisættelser”, fortæller han. Dengang fik bedemandsforretningen lov til at beholde boet efter den afdøde hvis der ikke var nogen pårørende. I dag er det som bekendt kommunen, der får indboet.” Bedemanden fortæller, at hans bedemandsforretning er et familieforetagende, og at han har arvet den efter sin far. Hans mor er stadig aktiv på kontoret. ”Normalt kommer vi ikke ind i folks lejligheder ved et dødsfald, men en gang da jeg var omkring 20 år, da var jeg med inde i en lejlighed, hvor en ensom ældre person var afgået ved døden. Det var en 2 værelses lejlighed, og den var fyldt med fuglebure. I alle burene lå over hundrede døde fugle. De havde ligget der en måned. Jeg for ud af lejligheden, da jeg så dem. Det var en forfærdelig oplevelse.” 

Et par timer efter vores samtale ringer bedemanden til mig. Han fortæller, at Ammar Allouache blev begravet fra Islamisk Kulturcenter på Horsebakken. Jeg får også hans præcise adresse at vide. Bedemanden har desuden talt med afdødes ven Youceff, og han vil gerne mødes med mig. Jeg ringer til Youceff, og vi aftaler at mødes på en café dagen efter. Det er en lørdag. Youceff foreslår, at vi mødes på Barbar Bar på Vesterbro Torv kl. 14.30. ”Hvordan skal vi kunne kende hinanden?,” spørger han. ”Jeg har langt lyst hår, men det er der naturligvis så mange, der har,” svarer jeg. ”Jamen du kan nok kende mig,” siger Youceff. ”Der kommer kun unge mennesker på Barbar Bar, men jeg er gammel. Jeg har gråt hår, så du finder mig nok.” Dagen efter ankommer jeg til baren på Vesterbro Torv. Det er ganske rigtig kun unge mennesker, der sidder der. Jeg stiller mig nær baren, og kort efter kommer to mænd hen mod mig. Den ene er i 40’ene og den anden i 60’erne. Den yngste af mændene siger til mig, at de skal mødes med en person, men de ved ikke, hvordan vedkommende ser ud. Jeg svarer, at jeg også skal mødes med én, som jeg heller ikke ved hvordan ser ud. ”Så er det nok mig, du skal møde,” siger den ældste af mændene. Han præsenterer sig som Youceff. Han giver mig hånden og smiler. Han har venlige øjne og en behagelig aura.  Den yngre mand går, og Youceff og jeg finder en plads på caféen. Vi sætter os udenfor, da vejret er dejligt. ”Hvad vil du have at drikke?” spørger Youceff. Jeg svarer, at det da er mig der giver, men det vil Youceff ikke høre tale om. Jeg beder da om en kop cappuccino. Youceff tager en danskvand. Da jeg har taget den første slurk af kaffen, kommer Youceffs ven hen til vores bord. Han spørger, om han må gøre os selskab. Det må han naturligvis gerne. 

Youceff fortæller, at han har kendt Ammar Allouache i over 30 år. ”Han kom fra Galmar i Algeriet, hvor han havde en stor familie. Jeg kender nu ikke noget til hans baggrund, for den ville han ikke tale om. Han ville kun tale om biler og mekanik. Han var uddannet mekaniker og var meget dygtig. Da han var ung, arbejdede han i Frankrig, men en god ven fik ham til København i midten af 60erne. Vennen fik ham i arbejde hos bilfirmaet Citröen, og her arbejdede han i mange år. Han var deres dygtigste mekaniker. Han var venlig af natur men desværre også lidt sær. I de sidste mange år af sit liv var han psykisk syg. Han blev aldrig gift og fik derfor heller ingen børn. I alle de år han opholdte sig i Danmark, boede han på klubværelser. Han fik aldrig sin egen lejlighed. Han boede på Nørrebro det meste af sit liv, men i de sidste år boede han i Gothersgade. Han var som sagt noget sær. Nogle gange sad jeg sammen med Ammar på en café og drak kaffe, men hvis der kom en af mine andre venner hen til os og satte sig ved vores bord, så gik Ammar. Han tog simpelthen sin kaffekop og satte sig alene ved et andet bord. Han var ikke interesseret i at tale med andre.” Vennen ved bordet nikker bekræftende. Han har også kendt afdøde og husker ham som noget af en enspænder. ”Jeg kendte ham nu ikke så godt, men han var ældre end mig, så jeg respekterede ham,” siger han og fortsætter: ”Jeg så ham et par gange på en café på Hovedbanegården. Han kunne godt lide at sidde der og se på folk. Han sad også ofte på caféen over Føtex her på Vesterbrogade, men den er lukket nu. Ammar havde ikke et godt liv,” siger Youceff. ”Han foretrak at holde sig for sig selv.”  Ammar Allouache blev begravet den 30. maj 2005 fortæller Youceff. ”Der kom ca. 100 personer til begravelsen. Flere af deltagerne kendte ikke Ammar, men de mødte op til et sidste farvel alligevel. Som muslim møder vi op til vore landsmænds begravelser, fordi vi på den måde viser respekt for den døde, og fordi Gud bliver glad, når vi møder op. Vi besøger også folk på hospitaler, selvom vi ikke kender den syge. Vi møder op alligevel og tager frugt eller andet med og ønsker god bedring. Vi har et godt sammenhold.”  

Youceff fortæller, at Ammar Allouaches begravelse begyndte kl. ti om formiddagen og sluttede kl. to om eftermiddagen. En muslimsk begravelse foregår ved at afdøde først bliver vasket på en hel bestemt traditionel måde. Der var tre specielt uddannede personer, der stod for den del af begravelsen. Derefter bliver afdøde svøbt i et stort hvidt klæde, der minder om et lagen. Der må ikke være syninger eller nogen former for udsmykninger på klædet. Afdøde bliver derefter placeret i en åben kiste. Afdødes ansigt er synligt. ”Ammar så ud som om han sov, da han lå i kisten,” fortæller Youceff. ”Jeg sørgede for, at der blev taget billeder af ham, som kunne sendes ned til familien i Algeriet.” Alle de deltagende ved begravelsen går forbi kisten en ad gangen. Hver især ytrede de ønsker om, at den afdøde kommer godt herfra. Ved Ammar Allouaches begravelse blev der samlet 6000 kroner ind blandt de fremmødte. Pengene skulle bruges til en gravsten. Alle fik dog deres penge tilbage, for der var 60.000 kroner i dødsboet. Det vidste man dog ikke på det tidspunkt, så folk regnede ikke med at få deres penge igen. ”Vi hjælper hinanden, og vi hjælper også dem, der ikke er muslimer,” forklarer han. ”Det er en del af vores kultur.” ”Jeg har en ven, som kommer fra Galmar, hvor Ammar stammede fra,” fortæller Youceff. ”Han kender Ammars familie, og han spurgte dem, om de ønskede, at Ammar skulle begraves i hjemlandet. Familien svarede, at de ikke havde set Ammar siden han forlod Algeriet for over 40 år siden. Da de ikke kendte ham så godt mere, og da han havde boet i Danmark det meste af sit liv, så synes de, at det var det mest naturlige, at han blev begravet i København.” Youceff tilføjer, at mange danske muslimer ønsker at blive begravet i Danmark af hensyn til deres familie og venner, som bor her. Han fortsætter: ”Jeg var den, der var tættest på Ammar her i Danmark, så derfor sørgede jeg for hans begravelse.”  

”Ved en muslimsk begravelse skal man tilgive de fejl, som den afdøde har begået,” fortæller Youceff. ”Hvis ikke man tilgiver alt, så kommer den afdøde uren op til Gud. Det er som at have en løkke om halsen. Det er som at blive hængt. Hvis afdøde f.eks. skylder én penge, så skal familien betale beløbet tilbage, før den døde lægges i jorden. Hvis ikke familien kan betale, så skal man højt og tydeligt med mindst to vidner sige, at man eftergiver gælden, så den afdøde kan komme ren op til Gud. Hvis det er den afdøde, der har lånt penge til én, så skal man omvendt betale pengene tilbage til familien, før afdøde lægges i jorden. Hvis afdøde har begået en fejl overfor én, så skal den forurettede højt og tydeligt og foran alle andre ved begravelsen sige, hvad problemet var, og at man tilgiver alt. Intet må skjules, alt skal komme frem ved begravelsen. Når alt er blevet sagt og al gæld er blevet betalt eller eftergivet, så kan afdøde komme ren i jorden. Har man ikke noget at sige, når man går forbi kisten, så kan man blot ønske den døde alt godt, og man kan evt. læse et stykke af koranen.”  Youceff fortæller om en ven, som ved sin fars begravelse højt og tydeligt sagde: ”Hvis der er nogen, der skylder min far penge, så må de gerne betale nu. Hvis min far skylder nogle af jer penge, så vil jeg gerne betale nu.” Ifølge koranen skal man have det på skrift, hvis man låner penge, ligegyldig om der er tale om 100 kroner eller flere millioner.  

På et tidspunkt kommer vi ind på vore forskellige religioner. Youceff og hans ven er kede af de fordomme, som mange danskere har om muslimer. ”Jeg respekterer dig, selvom du er kristen,” siger vennen. ”Vi anerkender Jesus. Han er en af vore profeter, men det er der mange, der ikke ved.” Youceff fortæller, at hans kone er kristen. Hun er født og opvokset i Danmark. De har været gift i 37 år og har to voksne børn. Youceff har aldrig presset hende til at konvertere. ”Det må man slet ikke ifølge Islam,” siger han. ”Hvis folk konverterer, så skal det ske af egen fri vilje. Min kone har ikke ønsket at konvertere, og det har jeg naturligvis respekteret.” Youceff fortæller, at han var politikommissær i Algeriet og havde et stort hus der. På en ferie i Danmark mødte han sin kone. ”Da min kone og min svigermor kom på besøg i Algeriet første gang, troede de nærmest, at vi boede i telte. De tabte både næse og mund, da de så det store hus og den kæmpemæssige have.”  Youceff fortæller, at han ikke vidste at Ammar Allouache var blevet syg og indlagt. ”En mand fra kommunen ringede til Den Algeriske Ambassade og fortalte om dødsfaldet. De kontaktede så mig, og jeg kontaktede min ven, der kontaktede familien i Algeriet. Jeg kontaktede også mine andre venner, som kontaktede deres venner. På den måde fik alle kendskab til dødsfaldet, og derfor mødte så mange op til begravelsen. Der kom kun ganske få til min danske svigermors begravelse. Jeg holdt meget af hende, og jeg var ked af, at der ikke mødte flere op for at sige farvel til hende. Det virkede forkert.” 

Kl. 16.30 bryder vi op, for Youceff skal til middag hos nogle venner. Inden vi siger farvel, beder han om mit telefonnummer. ”Når der er en muslimsk begravelse næste gang, så ringer jeg til dig. Så kan du komme med og se, hvordan det foregår,” siger han. På Internettet finder jeg ud af, at den sociale fond ”Dronning Caroline Amalies Hus” hører til på den adresse, hvor Ammar Allouache boede. På fondens hjemmeside står bl.a. følgende: ”Alle lejlighederne er lejet ud til sindslidende hjemløse, bortset fra lejligheden st.th., der er indrettet til køkken, fælles spisestue og opholdsstue med tv og bøger, til beboernes fri afbenyttelse. Der bor nu 30 sindslidende i huset. Hver beboer har eget værelse med håndvask og tekøkken og adgang til fælles bad og toilet på hver etage. Herudover har beboerne mulighed for at få billig mad fra køkkenet i stueetagen, som drives ved frivillig arbejdskraft. Der er kun ansat én lønnet medhjælp. Indtægterne ved udlejning til beboerne m.m. kan ikke fuldt ud dække driftsudgifterne herunder de store vedligeholdelsesudgifter. Fonden er derfor afhængig af legatmidler.” 

Jeg tager ind til Gothersgade og møder forstanderinden for ”Dronning Caroline Amalies Hus.” Hun husker tydeligt Ammar Allouache. Da jeg fortæller hende, at jeg har talt med hans ven Youceff, og at der kom 100 mennesker til hans begravelse, bliver hun bevæget. ”Det er jeg meget glad for at høre,” siger hun. ”Da han døde, henvendte jeg mig til kommunen, men de ville intet sige, fordi jeg ikke var familie. Vi ville så gerne have stået for hans begravelse her i huset, men det måtte vi ikke for kommunen. De sagde, at de nok selv skulle tage sig af det hele. Vi måtte ikke få noget at vide om noget som helst. Jeg troede, at Ammar var blevet kremeret, for det bliver man jo, når man får en kommunal bisættelse. Det ville have været forfærdeligt, for som muslim må man jo ikke brændes. Det har virkelig plaget mig, og det er så dejligt at høre, at han fik en muslimsk begravelse, og at så mange mødte op.”   Det er tydeligt, at forstanderinden har holdt meget af Ammar Allouache. ”Han var helt vidunderlig,” siger hun. ”Han kom godt ud af det med de andre beboere. De var glade for ham. Han var meget social, og han havde en fantastisk sans for humor. Han var medlem af vores tipsklub, og han deltog ofte i vores aktiviteter. Jeg lavede naturligvis ikke svinekød til ham, men bortset fra det levede han som de andre beboere. Før han kom her, boede han på et lille bitte værelse i en lejlighed på Nørrebro. Han lejede værelset af dem, der boede i lejligheden. Værelset var så lille, at der næsten kun var plads til en seng. Det var mindre end et pigekammer. Alligevel boede han der i mange år. Da han kom til Gothersgade, vidste jeg slet ikke, om han kendte København, men det viste sig, at han havde travet alle gader tynde. Han kendte hvert et hjørne af byen. Engang var han mekaniker, og han var uden tvivl meget dygtig. Forstanderinden henter en lille sort taske, som hun har haft liggende på kontoret. ”Det er Ammars taske med alle hans personlige papirer,” fortæller hun. ”Der ligger ingen penge i, for dem tog han med sig, da han blev indlagt. Men hans pas og opholdstilladelse ligger her samt en masse familiebilleder, som han tog med sig, da han rejste fra Algeriet. Hun fortæller, at Ammar ringede til sin familie i hjemlandet et par gange om året. Han glemte dem aldrig. Forstanderinden viser mig et par af billederne. Jeg ser et ungdomsbillede af ham. Han var en smuk mand. Der er også et billede af ham som ældre. Der er også et andet ungdomsbillede af ham sammen med en jævnaldrende mand, måske hans bror. Mellem de to mænd sidder en yndig lille pige på knap 2 år. Det er måske broderens datter. Hun må være ca. 42 år i dag. Der ligger flere billeder, men dem tager vi ikke frem. Hans pung ligger også i tasken. Heri ligger der også gamle billeder af familien. ”Jeg kommer næsten til at græde, når jeg ser hans taske og billederne,” siger forstanderinden. Hun fortæller, at hun har gemt tasken, fordi hun har håbet, at der en dag ville komme en person, som har kendt Ammar, og som kunne få tasken med sig. Hun har aldrig kunnet få sig selv til at smide den ud, selvom det er over et år siden, at han døde. Jeg siger til forstanderinden, at jeg ikke føler, at jeg kan tillade mig at tage tasken med, men at jeg vil ringe til Youceff. Så kan han komme og hente den og måske få sendt den ned til familien i Algeriet.

Her kommer femte kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende. Den 11. maj er der foruden Friedrich Clausen Schneiders dødsannonce endnu en annonce i avisen. Her efterlyses eventuelle pårørende til en Wilton Petersen. Han blev 77 år.  

Wilton Petersen skal bisættes fra Simeons Kirke samme dag og på samme tidspunkt som Astrid Juliane Due. Jeg kommer derfor ikke med til hans bisættelse, og ingen andre møder op. I dødsannoncen står der, at Wilton Petersen boede i Guldbergs Have. Via Internettet finder jeg frem til, at det er en ældrebolig.  

Jeg tager forbi Guldbergs Have. På kontoret møder jeg varmemesteren, og han husker afdøde. Han finder nogle papirer frem og fortæller, at Wilton Petersen flyttede til Guldbergs Have d. 1. januar 2005. ”Han havde kræft i halsen og kunne kun viske,” fortæller varmemesteren. ”I den tid han boede her, så jeg ham kun én gang. Det var lige da han var flyttet ind. Han kom herop på kontoret for at hente sine nøgler. Jeg husker ham som en venlig, men nok også meget ensom mand. Han holdt sig i hvert fald helt for sig selv. Han var alvorligt syg pga. halskræften, og han sagde til mig den dag i januar, at han ikke mente, at han havde langt igen. Det kom jo til at passe, for han døde fire måneder senere.”  Varmemesteren fortæller, at Wilton Petersen har boet i Sjællandsgade, som ligger et stenkast fra ældreboligen. Jeg finder ejendommen. Den er i røde mursten, og over hver indgang er Københavns kommunes våbenskjold afbildet. Jeg går rundt om bygningen og drejer ned ad Prinsesse Charlottes Gade. Også her har ejendommen våbenskjoldet afbildet over hver indgang. Jeg fortsætter ned af gaden og finder ejendomskontoret Grønnegården. På kontoret møder jeg en mand og en kvinde. Jeg spørger, om lejlighederne på Sjællandsgade med det afbildede våbenskjold hører med til Grønnegården. Det bekræfter de. Jeg spørger nu, om de mon har hørt om Wilton Petersen. De smiler begge, da de hører hans navn. De har kendt ham. Det viser sig, at manden fra kontoret har boet lige oven over ham. 

Den tidligere genbo fortæller: ”Wilton Petersen var oprindelig murer, og han havde sin egen entreprenørvirksomhed. Han var gift og havde vist også et par børn, som han senere mistede kontakten til. Familien boede i en villa i Nordsjælland vist nok Rungsted Kyst. Konen var hjemmegående. Parret kom en del på et værtshus, der også var dansested, nær Sjællandsgade. Området var dengang berygtet for dets kriminalitet. Der foregik bl.a. en del handel med hælervarer. Om parret var indblandet i noget vides ikke.  Wilton Petersen var en stor muskuløs mand. Desværre drak han som ”et hul i jorden,” hvilket han vist også havde gjort, mens han arbejdede. Han røg desuden ”som en skorsten.” I 1970erne flyttede han med sin kone til Sjællandsgade. Lejligheden var en 2 værelses på ca. 52m². Der var ikke indlagt bad. Konen døde få år efter, og siden den dag gik Wilton Petersen mere eller mindre i hundene. Måltiderne bestod af forskellige former fra fastfood, og han kunne ikke rigtig finde ud af tøjvask og rengøring. ”Det er ikke ualmindeligt, at det hele begynder at sejle når ægtefællen går bort,” fortæller den tidligere genbo. ”Jeg nægtede at være med til at syne hans lejlighed, da han flyttede,” fortæller kvinden på kontoret. ”Ja, det var ubeskriveligt,” tilføjer manden og fortsætter: ”Der var fyldt med skraldesække i køkkenet. De var propfulde af affald, som havde stået der i umindelige tider. Overalt var der snavset, ja der stank ligefrem fra lejligheden. Nogle gange kunne man lugte ham, når man havde sine vinduer åbne.” ”Ja, det var ikke eksotisk mad, men dunst fra lejligheden, der kom op,” tilføjer kvinden. Manden fortsætter: ”Hele opgangen lugtede, når Wilton åbnede sin dør. Han var ikke interesseret i hjemmehjælp til rengøring eller noget som helst andet. Mange i Wiltons situation ønsker ikke at få nogle indenfor deres dør. De er flove over, hvordan de bor, og de føler at deres intime sfære bliver overtrådt, hvis fremmede kommer ind.”   

”For mange år siden inviterede min kone og jeg Wilton op til juleaften. Som sædvanligt drak han meget. Han var i det hele taget svær at omgås. Jeg sagde til ham, at hvis han fik problemer, så skulle han bare banke i loftet, så ville jeg straks komme. Jeg boede jo lige ovenover. Det resulterede imidlertid i, at han bankede uafbrudt, og det var jo ikke til at leve med. Han begyndte også at brokke sig over, at min kone og jeg spillede høj musik, hvilket slet ikke passede. Til sidst endte jeg med blot at hilse på ham.  Wilton var ellers en flink mand. Han var ikke højtråbende eller voldelig. Han slog dog ud efter mig en enkelt gang, men det var peanuts.” Kvinden tilføjer, at hun dog måtte smide ham ud ved den sidste generalforsamling. ”Han var fuld og generede og forstyrrede de andre beboere,” fortæller hun. Manden fortsætter: ”Wilton havde ingen venner. Han holdt sig for sig selv og drak uafbrudt. Sådan ville han have det. Han kom meget på Café Aarhus i Guldbergsgade.” 

En onsdag sidst på eftermiddagen tager jeg forbi Café Aarhus i Guldbergsgade. Til højre for indgangen sidder en ældre mand ved et lille bord. ”Hej hej,” siger han til mig, da jeg kommer ind. Han rækker mig hånden, og jeg hilser på ham. ”Du har da ikke været her før vel?” tilføjer han. Nej, det er første gang,” svarer jeg.  Der er 6 gæster på værtshuset samt en kvindelig bartender. De iagttager mig, og jeg fortæller, hvorfor jeg er kommet. Jeg får ikke sagt så meget, før jeg bliver afbrudt af en meget fuld mand, som sidder midt i lokalet. ”Hold så kæft,” råber de andre stamgæster til ham. Da der bliver stille, ser de igen nysgerrigt på mig, og jeg spørger, om de husker Wilton Petersen. Alle, på nær manden ved indgangen, har kendt ham. De opfordrer mig til at tage plads ved et af bordene. De vil gerne tale med mig. ”Kom og sæt dig ved mit bord,” siger manden ved indgangen. Jeg køber en flaskeøl til 12 kroner og gør ham selskab.  

”Er du journalist?” spørger han. ”Nej, jeg er arbejdsløs akademiker,” svarer jeg. ”Det kan da ikke være rigtigt, at man som akademiker skal tage et rengøringsjob,” siger manden og tilføjer: ”Når man har taget en lang uddannelse, så skal man da bruge den. Så skal man ikke spilde tiden med at gøre rent. Det må du da give mig ret i. Det er ikke fordi, jeg ser ned på rengøring, for det gør jeg ikke, men man skal da ikke gøre rent, når man har en lang uddannelse. Jeg har selv været arbejdsmand hele mit liv. Mit barnebarn læser på RUC. Hun vil vist nok gerne være advokat.” Jeg forsøger at svare, men den fulde mand afbryder os igen. Han har en meget gennemtrængende stemme, der runger gennem hele lokalet og overdøver alt andet. Bartenderen går hen til ham og råber ham ind i hovedet: ”Nu holder du din kæft og drikker din øl, og så kan du gå.”  

Nogle gange taler jeg lidt med dem ved de andre borde. Så sidder manden ved mit bord og synger: ”Jeg er ikke alene” for sig selv. På et tidspunkt henvender han sig til den fulde: ”Hun er sku en sød pige hende Ida ikke?” ”Jeg ved ikke en skid,” lyder svaret. ”Hun er da sød ikke?” gentager manden. ”Hvem?,” spørger den fulde. ”Ida,” råber manden utålmodigt. ”Nå,” svarer den fulde mand og kikker på mig. ”Joh, det er hun vel.” Manden ved mit bord vil gerne give mig en øl. ”Du må ikke misforstå det, for jeg går snart,” siger han. Jeg takker for øllen, og manden tager selv en med. ”Hvor meget bliver det?” spørger han bartenderen, som kommer med flaskerne. ”24 kroner som sædvanligt,” svarer hun. Vi taler lidt, men den fulde mand afbryder os flere gange. ”Altså jeg sidder lige og taler med Ida,” siger manden ved mit bord gang på gang, når vi bliver afbrudt. Den fulde vil gerne have en øl til, men bartenderen vil ikke servere mere for ham. ”Du har fået nok,” siger hun. Da klokken bliver 18.00, går han. ”Nu tager han hjem og sover,” siger bartenderen. ”I morgen tidligt så står han foran købmanden for at købe øl. Kl. 9.00 åbner værtshuset, og så kommer han her og bliver siddende, til han bliver smidt ud. Sådan er det hver dag.” En af stamgæsterne fortæller, at den fulde mand er uddannet maler. Jeg koncentrerer mig igen om manden ved mit bord. ”Det er rart at tale med et fornuftigt menneske,” siger han til mig og tilføjer: ”Hvis man taler med en fuld skid, så kan man jo lige så godt tale til en dør.” Jeg siger, at der jo ofte er en grund til, at nogle mennesker drikker for meget. Nogle har f.eks. haft en slem barndom. ”Nej, det er jeg ikke enig med dig i,” svarer manden. ”Jeg har da selv haft en forfærdelig mor, men det kan man ikke blive ved med at hænge sig i langt tid efter, at man er blevet voksen. Jeg var ikke enig med hende i mange ting omkring min opdragelse, men jeg tilgav hende, før hun døde, og jeg er kommet videre.” Han spørger nu lidt til mit projekt, og jeg fortæller ham om det. ”Det er godt, at du interesserer dig for os almindelige mennesker og ikke dem højt på strå,” siger han. ”Du er ellers ikke værtshustypen,” tilføjer han og fortsætter: ”Du er nok lidt lige som mig. Du kommer her kun en gang imellem men sidder ikke og hænger hele dagen.” 

Kort efter går manden. Han har længe talt om, at han skal hjem, men det har øsregnet, så han har ventet. Nu er det imidlertid tørvejr. Han giver mig et kys på hånden til farvel. Da han er gået, begynder jeg at tale med manden og kvinden ved nabobordet. Jeg spørger, om jeg må gøre dem selskab, og det må jeg gerne.  Både manden og kvinden ved mit nye bord har kendt afdøde. ”Jeg har kendt ham, siden jeg var 11 år,” fortæller manden og fortsætter: ”Da Wilton var omkring 30 år, da stod han altid og hang på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade sammen med sin ven Røde Kaj. Han blev kaldt røde, fordi han var rødhåret. Jeg spillede bordtennis lige i nærheden, og jeg kunne se over mod krydset, hvor de stod. Wilton og Røde Kaj stod altid og drak. De holdt sammen og bankede alle, der provokerede dem. De forsvarede altid hinanden, men det skete også, at de røg i totterne på hinanden, når de havde fået for meget at drikke. Det skete ret ofte. Så måtte folk ringe til politiet, og der kom altid et ”salatfad” og tre patruljevogne. Der skulle 12 betjente til at skille dem ad. Betjentene fik selv nogle på kassen i deres forsøg på at stoppe slagsmålet. Wilton røg i spjældet flere gange for vold mod tjenestemand i funktion. Politiet kendte efterhånden godt de to. Til sidst skulle man bare ringe og sige: ”Nu er der igen problemer med Wilton og Røde Kaj,” så vidste politiet, hvor de skulle hen, og hvad de havde med at gøre. Wilton dyrkede ikke bodybuilding. Det var ren råstyrke. Han havde en kæmpe lab.” Jeg spørger, hvad han mener med lab, og manden forklarer, at afdøde havde en kæmpe hånd. ”Den var fuld af hård hud,” tilføjer han. ”Ja, han havde helt enorme hænder,” siger den kvindelige bartender. Hun tilføjer, at Wilton i sine velmagtsdage drak en kasse øl og en flaske snaps om dagen.” Det er ca. 65 genstande. Jeg spørger om Røde Kaj stadig lever. Det gør han ikke. Han døde for mange år siden, da han var omkring de 40. 

Jeg fortæller dem, hvad jeg ved om afdøde. Manden ved bordet er overrasket over, at Wilton har været gift. Det vidste han ikke. ”Jeg har nu hørt ham tale om sin kone,” siger kvinden og tilføjer: ”Jeg har kendt Wilton i 5 år. Han kunne godt være flink og give øl og cigaretter.” Manden ved bordet er opvokset på Nørrebro, men nu bor han i Valby. ”Jeg kommer her nu stadig tit,” siger han. ”Min mor bor i ”De Gamles By”. Jeg har lige været ovre og besøge hende. Hun er fra 1918 og er noget senil efterhånden. Men hun kan godt huske mit telefonnummer og også min brors.” Manden fortæller nu om, hvordan Nørrebro har ændret sig gennem årene. ”I gamle dage var der masser af værtshuse her i området, men mange af dem er lavet om til trendy cafeer.” ”Det er lidt kedeligt, for der skal jo være noget for alle,” tilføjer kvinden. Manden fortæller, at Wilton Petersen var en hyppig gæst her på Café Aarhus. ”Han kom som regel om eftermiddagen og blev til sent om aftenen. ”Han drak altid elefantbajere.” Bartenderen tilføjer, at Wilton ikke kom de sidste tre uger, han levede. Det var han for syg til. Ingen på værtshuset vidste, at han var død. ”Vi fandt først ud af det, efter han var blevet begravet,” siger manden.  På et tidspunkt ringer mandens kæreste på hans mobiltelefon. Hun spørger ham, hvor han bliver af. ”Det regner,” svarer han. Det er ganske rigtigt begyndt at styrte ned igen udenfor. Kæresten forstår det ikke, for det regner ikke i Valby. ”Er det ikke rigtigt, at det regner?” siger manden til os. ”Jo,” svarer vi, mens han holder sin telefon hen mod os. Manden siger til sin kæreste, at han vil tage hjem, så snart det bliver tørvejr. ”Jeg skal hjem og have stegt flæsk med persillesauce,” fortæller han, da han har afsluttet samtalen. 

Manden fortæller nu en historie fra værtshusmiljøet. For ca. 30 år siden var han vidne til, at to af hans bekendte var kommet op og skændes med en mand på et andet værtshus på Nørrebro. Til sidst havde de to bekendte taget manden og smidt ham tværs gennem vinduet, som splintrede i tusind stykker. ”Han lå hel livløs på jorden. De to mænd stak naturligvis af, og kort efter kunne vi høre sirenerne fra både politi og ambulance,” fortæller manden. Om ham, der røg gennem vinduet overlevede vides ikke.  Mange af dem manden taler om har øgenavne. En kaldes ”Lyse Leo,” fordi han er lyshåret. En anden kaldes ”Honda Ken,” fordi han har en Honda motorcykel. En tredje hedder ”Tykke Søren.” Han var nu kun tyk i sine unge dage, men navnet har hængt ved. En fjerde hedder ”Bumse Kaj,” fordi han er arret i ansigtet. Der er også en, der kaldes ”Spand.” Hvor det navn kommer fra, er manden ikke helt klar over. Wilton havde ikke noget øgenavn, for hans navn var så specielt som det var. ”Hvis to personer hedder det samme, så får den ene af dem ofte et øgenavn,” fortæller manden. Jeg spørger, om Wilton Petersen havde engelske rødder pga. det engelskklingende navn, men det havde han nu ikke. Han var pæredansk. 

Manden beretter nu om en episode fra dengang, han en sommer besøgte sin smukke kusine ved Slagelse strand. ”Jeg var ved stranden sammen med to venner. Vi var 14-15 år. På et tidspunkt kom der nogle bøller og generede os. Jeg løb tilbage til min kusines hus for at hente mine venner Honda Ken og Røde John. De var 18-19 år. Da de hørte, at vi blev generet, sprang de på deres motorcykler og kørte de 100 meter ned til stranden. Nøj, hvor fik de tæsk, dem der havde generet os.”  To af de andre stamgæster har stået ved spilleautomaterne. Den ene kommer hen til os. Han fortæller, at Wilton var lidt paranoid. ”Han troede, at folk ville stjæle hans penge. Nogle gange havde han lommerne fulde af sedler, og det var jo heller ikke så smart,” siger han og tilføjer: ”Når Wilton havde penge, kunne han godt give øl. Når han ikke havde penge, så tiggede han cigaretter hos os andre.” Den anden mand ved spilleautomaterne bekræfter, at Wilton boede i Nordsjælland. Han ved dog ikke, om det var i Rungsted Kyst, at han boede. ”Han var sådan en slags altmuligmand, og han lavede en del sort arbejde deroppe,” fortæller han. ”Han var dygtig. Hænderne sad godt på ham.” Nogle på værtshuset mener, at afdøde havde børn. Andre mener kun, at han var gift. 

Senere på aftenen kommer en lille tynd kvinde ind på værtshuset. Hun sætter sig ved det bord, hvor jeg sad før og bestiller en øl. Hun kender manden og kvinden som jeg taler med, og efter kort tid spørger hun, om hun må komme over til os. Det må hun gerne, og hun sætter sig for enden af bordet. Den lille kvinde viser sig at være ekskæreste til manden ved bordet. ”Det er over ti år siden, vi var kærester,” siger han og tilføjer. ”Hun så anderledes ud den gang.” ”Du har nogle smukke blå øjne, siger jeg til hende.” ”Det var dem, jeg faldt for,” siger manden og tilføjer: ”Vi mødtes på et værtshus en forårsdag i 1980. Jeg så hende sidde ved et andet bord sammen med sin daværende kæreste. Hun var en lille nipsgenstand dengang. Den gamle kæreste var ikke sød ved hende. Han slog ud efter hende, og til sidst gik jeg over til ham og sagde, at han godt kunne stoppe. Det gjorde han så, for han var godt klar over, at jeg havde givet ham én i hovedet, hvis han var blevet ved. Jeg kunne sagtens banke ham. Så gik han, og lidt efter kom hans pige over til mig og spurgte, om hun måtte sidde ved mit bord. Vi snakkede i flere timer og endte hjemme hos hende. Sådan blev vi kærester, og vi var sammen i 13 år.”  Manden fortæller, at ekskæresten har to børn og to børnebørn. Han har ikke selv fået børn. ”Jeg mødte ikke den rette,” fortæller han. Ekskærestens barnebarn kalder ham dog stadig for farfar. ”Hans rigtige farfar var død,” tilføjer kvinden med de blå øjne. ”Jeg har gået med post i 8 år,” fortæller manden og fortsætter: ”Nu kører jeg med handicappede. Da jeg gik med post, var min ekskærestes opgang en del af ruten. Når hendes barnebarn var på besøg, han var 2 år dengang, så stod han i vinduet og råbte: ”Farfar farfar,” når han så mig nede på gaden. Da jeg så kom op til ham, sagde han: ”bæres bæres.” Kvinden med de blå øjne smiler ved minderne.  Manden fortæller nu, at to af værtshusets stamgæster for nylig var kommet op at slås. Slåskampen var foregået på et andet værtshus, der ligger et stenkast fra Guldbergsgade. Det var endt med, at den ene mand havde skudt den anden over knæet, da han følte sig truet. ”Ham, der skød, var nevø til ham den fulde, som var her før,” fortæller manden. ”De to bor i samme opgang, og Politiet kom hos den fulde for at se, om nevøen gemte sig der. Det gjorde han nu ikke. Han var stukket af og var hos nogle venner. Hans mor døde få dage efter, og han ville med til begravelsen, inden han meldte sig til politiet. Det gjorde han så efter en uge. Nu er han i spjældet, men han er vist ikke blevet dømt endnu. Ham, der blev skudt er stadig indlagt.” Den ene mand ved spilleautomaterne tilføjer: ”Han skal i hvert fald være på hospitalet en måned endnu, og det er ikke sikkert, at han får sin fulde førlighed tilbage.” ”I morgen er det 14 dage siden, det skete,” fortæller bartenderen. Stamgæsterne er tydeligvis kede af skudepisoden. Ingen tager parti for nogle af de to involverede. De er bare kede af, at det gik, som det gik. Jeg er overrasket over at høre, at en af stamgæsterne har haft en pistol på sig, men manden ved mit bord siger, at det ikke er helt ualmindeligt, at man har det. ”Jeg kunne nu ikke drømme om at have så meget som en kniv på mig, for hvis jeg blev trængt op i en krog, så tror jeg godt, at jeg kunne finde på at bruge den, og jeg ville jo fortryde noget så bitterligt bagefter,” siger han. 

Jeg køber en øl til og giver en omgang til hele værtshuset og også til bartenderen. Den ene mand ved spilleautomaten er gået. Den anden, som nu har sat sig ved et bord, vil gerne have en whisky. ”Det koster det samme,” siger han. Kvinden med de blå øjne vil gerne have en snaps, men det må hun ikke få for bartenderen. ”Du kan få øl,” siger bartenderen til hende. ”Hun bliver tosset i hovedet, hvis hun får snaps,” siger manden ved mit bord. Kvinden tager imod øllen. De to andre ved mit bord tager også en øl. Bartenderen vælger en danskvand. Hun er den eneste ædru person på værtshuset. Lidt senere giver manden ved mit bord en omgang, og senere igen giver kvinden ved siden af mig en omgang.  På et tidspunkt fortæller manden ved mit bord, at han var lige ved at vinde 30 millioner i lotto. ”Åh nej, ikke den historie igen,” siger kvinden, der sidder ved siden af mig. Kvinden med de blå øjne siger ikke noget.  ”Jeg vil gerne høre historien,” siger jeg. ”Du har heller ikke hørt den tusind gange som os andre,” siger kvinden. Manden ignorerer hende og fortæller, at han for nylig havde siddet med sin lottokupon foran fjernsynet. De første 6 tal, der blev trukket ud var identiske med hans tal. ”Jeg var helt oppe at køre, da de trak det sidste tal ud,” fortæller han. ”Det sidste tal på min kupon var nr. 3, men det udtrukne tal var nr. 4. Jeg vandt ikke noget, for man skal have det sidste tal rigtigt for at vinde. Der var kun én person, der havde syv rigtige den uge, og det gav 30 millioner. Jeg ringede ind til tipstjenesten for at høre hvor mange, der havde min talkombination. Det var der ingen andre der havde, så hvis det sidste udtrukne tal havde været 3 og ikke 4, så var det mig, der havde vundet alle pengene.  Mens vi taler, er de to kvinder ved bordet kommet op og skændes. ”Du har været på kontanthjælp hele dit liv. Du har nasset på samfundet,” siger kvinden ved siden af mig til kvinden med de blå øjne. ”Du har da også været arbejdsløs,” giver den anden kvinde igen. ”Jamen det var da kun en overgang, og jeg har da arbejde nu,” svarer hun tilbage. Det ene ord tager det andet, og pludselig siger kvinden ved siden af mig: ”Nej nu kan det sgu være nok.” Hun rejser sig og går hen og tager kvælertag på kvinden med de blå øjne. Hun slår fra sig men får en lussing. ”Nu kan I kraftedme godt tage at holde op,” råber manden. De stopper, og kvinden sætter sig tilbage på sin plads ved siden af mig. Senere er manden og kvinden med de blå øjne ved at komme op og toppes. De diskuterer nogle af de problemer, de havde dengang, de kom sammen. Tonen bliver ondskabsfuld, og til sidst råber de af hinanden. Jeg bryder ind i deres skænderi. ”Det er fortid,” siger jeg til dem. ”Lad det ligge, det er ikke vigtigt mere.  Det er ellers godt, at I kan sidde og tale sammen. Det er ikke alle ekskærester, der kan det. Jeg begynder nu at fortælle om de artikler af Anders Lund Madsen, som inspirerede mig til dette projekt. Det vil de gerne høre om, og der bliver atter ro omkring bordet. 

Lidt efter giver manden en omgang til. Øllerne kommer, før jeg kan protestere. ”Det er da min tur til at give,” siger jeg, men manden ryster på hovedet. ”Jeg forlanger ikke at få noget igen, bare fordi jeg selv giver,” siger han. Kvinden med de blå øjne spørger hvilken slags musik, jeg godt kan lide. ”Jeg kan godt lide Liva Weel,” svarer jeg. Manden begynder straks at synge: ”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord.” Vi andre stemmer i, og vi synger hele sangen. Kvinden med de blå øjne får tårer i øjnene mens vi synger. Baren lukker kl. 20.30. Kort forinden ringer mandens kæreste igen, og han siger, at han er på vej. Det er også blevet tørvejr nu. Kvinden med de blå øjne spørger, om jeg vil med hende op og have en øl, men det er tid at gå hjem. Den anden kvinde får samme tilbud, men hun siger, at hun skal op på arbejde i morgen, så hun kan ikke. Jeg følger de to kvinder hjem. De bor lige i nærheden af hinanden tæt på værtshuset. Kvinden med de blå øjne går lidt usikkert. Hun spørger, om hun må tage mig under armen, og det må hun naturligvis. ”Jeg håber, du kommer igen,” siger hun, da vi skilles.

Her kommer fjerde kapitel af ”Pårørende efterlyses”, som handler om skæbnerne bag nogle af de dødsannoncer, hvor kommunen må efterlyse eventuelle pårørende.

Dagen efter Sigrid Hansens dødsannonce er der endnu en annonce i avisen. Den 11. maj efterlyses eventuelle pårørende til en Friedrich Clausen Schneider. Han blev 90 år. I dødsannoncen står der, at han boede i Tranehavegård. Det er en ældrebolig, som ligger nær Bavnehøj Kirke.  Jeg tager forbi kirken. Det er en moderne kirke fra 1977, og den ligner nærmest en gang bølgepap i metal. Den har dog en egen charme. Jeg møder præsten. Han har ikke hørt om Friedeich Clausen Schneider, hvilket undrer ham, da afdøde hører til sognet. Præsten gør opmærksom på, at afdøde måske ikke var medlem af folkekirken, og at han derfor kan være blevet kremeret uden en kirkelig handling.  

Jeg bliver henvist til en bedemandsforretning på Vesterbro. Her fortæller den kvindelige bedemand mig, at Friedrich Clausen Schneider skal bisættes i dag onsdag d. 25. maj kl. 14.00 fra Enghave Kirke, og at jeg naturligvis er velkommen til at møde op. Der kommer ikke andre, så vidt hun er informeret.  Jeg tager toget til Enghave Station. Kirken ligger meget tæt ved, og jeg kan høre kirkeklokkerne. I døren står kirketjeneren. ”Nå, så kommer der da en,” siger han, da han ser mig. Ingen andre er mødt op. Jeg præsenterer mig, og fortæller hvorfor jeg er kommet. Foran alteret står kisten. Den er hvid og smykket med en stor buket blomster. Buketten syner mindre, end den er, fordi den kun dækker midten af kistelåget. De lilla blomster tegner en fin kontrast til den hvide kiste. 

Jeg sætter mig på den sidste række til højre i kirken, og kirketjeneren stiller sig bag mig. Nu kan vi sludre lidt inden bisættelsen begynder, siger han. Man venter ingen, får jeg at vide, og der kommer heller ingen. Ingen familie, ingen venner, ingen kollegaer, ingen bekendte, ingen naboer, ingen hjemmehjælper, absolut ingen kommer for at tage afsked med den 90-årige mand. Hans lejlighed vil blive ryddet af ukendte mennesker. De ting Friedrich Clausen Schneider ejede vil enten blive kasseret eller solgt. Indtægten fra et eventuelt salg går til kommunen. Kirketjeneren bemærker, at kistens håndtag er at træ. Det betyder at kisten er nemmere at bære. Undertiden er håndtagene af reb hvilket ikke er så rart, for de skærer i hånden. En gang var kirketjeneren med til at bære en meget tung kiste, som havde reb. ”Jeg troede næsten ikke, at jeg havde nogen hånd tilbage, da vi endelig fik stillet kisten fra os,” siger han.  

To bedemænd kommer ind i kirken. Den ene er hende, jeg talte med for få timer siden. ”Det er godt, du er her,” siger hun til mig, ”for så kan du hjælpe med at bære kisten ud.” Hun tilføjer, at det virker rigtigst, at kisten bliver båret ud efter ceremonien og ikke rullet ud, som man ellers kan blive nødt til, når der ikke er nok til at bære. ”Kisten er ikke tung. Afdøde var en lille spinkel mand, så kisten vejer ikke meget over 80 kilo,” tilføjer den anden bedemand. Nu kommer præsten til syne oppe ved alteret, og de to mandlige kirkesangere har fundet vej op til orglet. Klokken er lige ved at være 14.00. Præsten ser mig og kommer hen for at hilse. Han studser lidt, da jeg fortæller, hvorfor jeg er her, og at jeg ikke har kendt afdøde. Han lytter eftertænksomt, ”det er godt, at du er kommet,” siger han så. 

Præsten spørger, om jeg ikke vil sætte mig længere frem i kirken i stedet for at sidde helt nede bagved. Jeg sætter mig på fjerde række foran til højre. Kirketjeneren sætter sig på femte forreste række til venstre. De to bedemænd sætter sig helt bagerst, der hvor jeg sad før. Det er en mærkelig fornemmelse at sidde alene, men det er også fredfyldt. Tanker bliver nærværende. Præsten indleder begravelsen med et bibelcitat. Derefter synger vi salme nr. 36 ”Befal du dine veje.” Jeg har fået udleveret en salmebog af kirketjeneren. Vi er 9 personer i kirken. 8 levende omkring den afdøde. Præsten, kirketjeneren, to mandlige kirkesangere, organisten de to bedemænd og mig.  

Jeg kan tydeligt høre mig selv synge. Normalt forsvinder ens stemme blandt de andre stemmer. Da jeg kort vender mig om kan jeg se, at bedemændene og kirketjeneren også synger med. Da tonerne forstummer, stiller præsten sig hen foran kisten. Han holder den lille prædiken, han har forberedt, og slutter med følgende ord: 

Så kast da al din smertepå Herrens stærke magt,og håb, o håb, mit hjerte,vær trøstig, uforsagt.Du er dog ej den Herre,som alting råde bør,Gud monne sceptret bæreog alting vel han gør. Det er med det håb, vi nu vil bede og overgive Frederik Clausen Schneider i Guds varetægt; lad os bede: Vi rejser os og beder. Efterfølgende udfører præsten jordpåkastelsesritualet. Præsten lægger tre skovlfulde jord på kisten med ordene: ”Friedrich Clausen Schneider, af jord er du kommet (første skovlfuld jord lægges på kisten), til jord skal du blive (anden skovlfuld lægges på kisten) og af jorden skal du igen opstå (tredje og sidste skovlfuld lægges på kisten). Jeg ser den lille bunke jord foran på kisten vokse. Til de bisættelser jeg har været til, kunne man ikke se jorden, der forsvandt mellem blomsterne. Efter jordpåkastelsesritualet beder vi fadervor stadig stående. Dernæst begynder orglet at spille, og vi synger salme nr. 558 ”Når mit øje træt af møje.”  

Nu er bisættelsen forbi. Bedemændene går op mod kisten. Orglet spiller stadig. Den kvindelige bedemand gør mine til, at jeg skal komme med op. Det er nu vi skal bære kisten ud. Jeg har aldrig båret en kiste før, og ved ikke hvordan det vil føles. Den kvindelige bedemand og jeg stiller os forrest. Hun til venstre og jeg til højre. Bag mig står præsten, og til venstre for ham står den anden bademand. Jeg tager fat om træhåndtaget med venstre hånd. De andre har også taget fat, og vi løfter kisten samtidigt. Træhåndtaget er behageligt at holde om, og jeg tænker på kirketjeneren og de skærende reb. Bedemanden har sagt, at kisten ikke er tung, den føles tung. Kirketjeneren er gået i forvejen ud og har åbnet den svære dør for os. Vi bærer kisten helt ud på gaden, hvor rustvognen holder. En enkelt ung forbipasserende, ser kisten fra det modsatte fortov. Han kikker nysgerrigt men går hurtigt videre. Vi sætter kisten ind i rustvognen. Bedemændene vinker farvel, og sætter sig ind i bilen, og kører langsomt væk. Bilen forsvinder rundt om det første gadehjørne. Tilbage står præsten, kirketjeneren og jeg. Organisten og kirkesangerne ser jeg ikke. Præsten giver mig hånden, og takker fordi jeg kom.  

Med ét er jeg tilbage i det pulserende liv. Biler og mennesker suser forbi. Ingen ved hvad der lige er foregået i Enghave kirke. Nogen tid efter bisættelsen tager jeg til Tranehavegård hvor Friedrich Clausen Schneider boede. Jeg vil gerne tale med viceværten, som måske husker afdøde, men kontoret er lukket. Jeg går hen til den bygning hvor afdøde boede. Der er ingen forretninger i nærheden. Pludselig ser jeg to kvinder komme cyklende hen mod ejendommen. De er på vej ind i den opgang hvor Friedrich Clausen Schneider boede. Jeg spørger om de husker ham, og det gør de. De er hjemmehjælpere fortæller de, og de har begge arbejdet for afdøde.  

”Han var lidt af en særling,” fortæller den ene kvinde, ”men han kunne godt være flink, når man først kom lidt ind på livet af ham. Undertiden måtte jeg sætte foden i døren for at komme ind. Det kunne tage sin tid, men det lykkedes mig altid at komme ind til sidst, for jeg vidste hvordan jeg skulle tage ham. Han havde et lille blomsterbord stående udenfor sin dør. Der skulle man stille middagsmaden. Så hentede han den når han havde lyst. Han ville ikke have at vi gjorde rent, for der trængte ikke sagde han. Han var ikke renlig til sidst, og nogen gange stod han med gummistøvler, lange gummihandsker og forklæde og vaskede sit tøj på badeværelset. Naturligvis vaskede vi tøjet efterfølgende, men han ville først selv. Han opretholdt sin værdighed på den måde, og det blev respekteret.  Da Friedrich fyldte 90 år ville personalet give ham en flaske i dagens anledning. Men da de kom på dagen, ville han ikke lukke op for dem. Han ville heller ikke lade nogen komme ind de følgende dage, så han fik aldrig flasken.” ”Vi var kun vikarer for ham” siger den anden hjemmehjælper. ”Hans faste hjemmehjælper Birgit kan fortælle dig meget mere. Kontoret ligger på Sydhavns Plads. Du kan træffe Birgit der i morgen. Hun er der mellem kl. 11.30 og 12.00.” Hjemmehjælperne må videre i arbejdet. 

Dagen efter tager jeg forbi Sydhavns Plads for at tale med hjemmehjælperen. Jeg møder hende, men hun må ikke udtale sig for sin chef, siger hun. Som hjemmehjælper har man tavshedspligt. Jeg får dog bekræftet, at afdøde var lidt af en særling. Han havde i sine yngre dage boet på landevejen og i en rustvogn. Da der ikke var fast arbejde at få nogen steder, rejste han rundt med en kammerat og arbejdede lidt hist og her rundt omkring. Han liv havde været lidt broget. Han havde familie, som han havde valgt at tage afstand fra. Han havde dog været meget tæt knyttet til sin afdøde søster. Søsterens datter forsøgte at holde kontakten ved lige, men Friedrich Clausen Schneider var ikke interesseret. Niecen, som boede i Jylland sendte altid julekort og fødselsdagskort, men hun fik aldrig noget retur. ”Jeg foreslog ham på et tidspunkt, at sende hende nogle blomster for han havde jo penge nok, men det ville han ikke,” fortæller hjemmehjælperen. Niecen havde sendt ham et billede af sit hjem med teksten ”her bor vi.” Nedenunder stod hendes telefonnummer, men han kontaktede aldrig familien.  Friedrich Clausen Schneider var ikke senil. Han var bare en lidt vrissen gammel mand. Han gik ikke til frisør. Det var hjemmehjælperen, der klippede ham. Hun har været hans hjemmehjælper i mange år, og han var glad for hende. Han kom ikke meget ud. Nogle gange gik han en lille tur med sin rollator og handlede lidt ind, men i de sidste mange år holdt han sig mest bag sin lukkede dør. Jeg kan mærke på hjemmehjælperen, at hun gerne vil fortælle mere, men hendes tavshedspligt forbyder hende det.  

Noget tid efter tager jeg igen ud til Tranehavegård. På kontoret møder jeg viceværten Käte. Hun byder mig indenfor, og jeg lukker døren bag os. På døren står der et skilt med teksten ”Her er det mor der bestemmer.” Der er 701 lejemål i Tranehavegård, og Käte kender alle beboerne. Hun husker også tydeligt Friedrich Clausen Schneider.  Käte fortæller, at Friedeich Clausen Schneider kom fra Merløsevej i Brønshøj, men at han for ca. 30 år siden flyttede til Tranehavegård. Käte mener at Friedeich Clausen Schneider var frihedskæmper under 2. verdenskrig, og at han i den forbindelse kom i fængsel. Hun mener også at have hørt, at han købte navnet Schneider efter krigen. 

Käte er sikker på, at afdøde ikke havde nogen pårørende. ”Jeg har i hvert fald aldrig set nogle,” siger hun og tilføjer: ”Han holdt sig altid for sig selv og var ikke interesseret i at tale med de andre beboere. Han var dog flink over for mig. Nogle gange gik han lidt ud med sin rollator, måske helt ned til Netto, men i de sidste mange år var han stort set ikke uden for en dør. Han ønskede kun at holde sig for sig selv, og derfor ved jeg ikke så meget om ham. Men han må have haft mange penge, for han brugte aldrig nogen. Han fik mad fra kommunen, og han købte ikke andet end lidt sodavand i ny og næ.   Sådan er det med flere af beboerne her. De hæver hele deres pension hver måned, for hvis der står for mange penge på kontoen, så får de jo ikke tilskud til diverse ydelser fra det offentlige. Pengene gemmer de i deres lejligheder, og de ældre er meget opfindsomme, når det gælder om at finde de bedste gemmesteder. Før renoveringen var der en rist i loftet i boligerne. Det var et meget populært sted at gemme penge. Nogle putter store pengesedler mellem rugbrødsskiver og kommer dem i fryseren, andre lægger dem i køleskabet i en brugt kærgården. En mand sad på dem i sin kørestol, men hver måned løftede ekskonen ham og tog pengene. En hjemmehjælper blev for en del år siden fængslet, fordi hun havde stjålet 30.000 kroner fra en af vore beboere. Beboeren havde gemt pengene under madrassen, og kun hjemmehjælperen vidste, at de lå der.”  For en del år siden havde vi en ensom, men meget sød og venlig beboer. På et tidspunkt studsede jeg over, at jeg ikke havde set ham i noget tid, og jeg bemærkede, at der lugtede fra lejligheden. Som jeg frygtede, lå han død derinde. Han må have ligget nogle dage. Politiet kom for at checke boligen. Den ældre mand ejede kun en enkelt jakke, som hang i skabet, sin seng, et lille bord og ellers ikke andet end en kniv, en gaffel og en ske til den kommunale mad. Over klædeskabet i gangen var der et lille skab. Da politiet åbnede det, røg en papkasse ud, og den ene betjent var lige ved at få den i hovedet. I kassen lå der næsten en million kroner i kontanter. I alle de år manden havde været pensioneret, havde han hver måned betalt sine få faste udgifter, hævet resten af pengene, og lagt dem i kassen. Det kan blive til mange penge i løbet af årene,” fortæller Käte.   

Man fornemmer tydeligt, at Käte bruger meget tid på beboerne, og at hun holder af dem. At beboerne også er glade for hende er lige så tydeligt. I år 2000 blev Käte kåret af Ekstra Bladet som Danmarks bedste vicevært. Hun fortæller, at hun har 25 års jubilæum den 1. februar 2006, men at hun ikke vil fejres.