Hvem er de mennesker, som gemmer sig bag de dødsannoncer, hvor eventuelle pårørende efterlyses? Jeg har i over et år efterforsket skæbnerne bag 11 af disse dødsannoncer, men er der interesse for at læse om det?
En dag i foråret 2005 var jeg om eftermiddagen på vej hjem med S-toget fra Københavns Hovedbanegård. På sædet overfor mig sad en kvinde og læste i gratisavisen URBAN. Kvinden havde slået avisen ud, så jeg kunne se både forsiden og bagsiden. Jeg lod tilfældigt øjnene løbe henover de to avissider, og pludselig stoppede mit blik. På avisens bagside bemærkede jeg, at der var afbildet to dødsannoncer ved siden af hinanden. Jeg kunne med det samme se, at annoncerne ikke var helt almindelige. Den tætte skrift vidnede om, at annoncerne var af den slags, hvor kommunen efterlyser eventuelle pårørende, fordi ingen har henvendt sig i forbindelse med dødsfaldene.
Inden jeg forlod S-toget, fandt jeg mit eget eksemplar af URBAN. Jeg var blevet nysgerrig og ville vide, hvorfor de to dødsannoncer var afbildet på bagsiden af avisen. Da jeg kom hjem, kunne jeg læse, at artiklen, der for øvrigt var skrevet af journalisten Anders Lund Madsen, handlede om de spørgsmål, man uvilkårligt stiller sig selv, når man ser disse triste dødsannoncer. Hvem var afdøde? Hvorfor havde de ingen pårørende? og hvordan var deres liv? I artiklen står der, at de to dødsannoncer var i Politiken samme dag. Annoncerne omhandlede en mand og en kvinde. Manden hed John Valdemar Petersen. Han blev 82 år. Kvinden hed Nanny Sigrid Høyer. Hun blev 76 år. Anders Lund Madsen skriver, at han vil finde ud af, hvornår de to afdøde skal bisættes. Artiklen afsluttes med at opfordrer læserne til at bryde ensomheden ved at banke på ”inde ved siden af.” ”Hvis alle gjorde det, var der faktisk slet ikke noget problem tilbage,” står der.
Fredagen efter kommer artiklen ”Lille John.” Her oplyses det bl.a., at 18 personer mødte op i kirken til et sidste farvel heriblandt tre hjemmehjælpere, den tidligere kollega Arne samt naboen Rikke og hendes forældre. Rikke kunne oplyse, at John Valdemar Petersen hele sit liv havde boet i den samme lejlighed. Han var endda blevet født der. Afdøde var ugift, og han havde ikke fået nogen børn. I 40 år arbejdede han hos Flügger Farver indtil 1988. Firmaet sørgede godt for ham. Han fik bl.a., som den eneste medarbejder, serveret varm mad til frokost, og ved fyraften fik han en madpakke med hjem. I artiklen nævnes det, at Nanny Sigrid Høyer skal bisættes fra Hyltebjerg Kirke i Vanløse. Anders Lund Madsen opfordrer læserne til at møde op til den kirkelige handling. Tidspunktet for bisættelsen kan man få oplyst ved at sende ham en e-mail.
I de næste dage spekulerer jeg på, om det er en god ide at tage med til Nanny Sigrid Høyers bisættelse. Det ene øjeblik overvejer jeg kraftigt at tage med, mens jeg det næste øjeblik overbeviser mig selv om, at det er for mærkeligt at deltage i en bisættelse, hvor man ikke har haft nogen relation til afdøde. Efter mange overvejelser beslutter jeg mig dog for, at jeg gerne vil deltage i bisættelsen.
Jeg sender så en e-mail til Anders Lund Madsen. Jeg skriver, at det for mig føles meget grænseoverskridende, men jeg vil gerne med til Nanny Sigrid Høyers bisættelse, hvis ikke det er for sent. Tirsdagen efter modtager jeg et svar om, at Nanny allerede er blevet bisat. En artikel om bisættelsen vil blive bragt i URBAN den følgende fredag. Artiklen får overskriften ”Røde Nanny.” Udover Anders Lund Madsen mødte kun en anden person op til bisættelsen. Det var Per fra Bellahøj, som var en bekendt til afdøde. Per havde mødt Nanny Sigrid Høyer på et dagcenter for 6 år siden. Han kunne oplyse, at afdøde havde boet i Randers i mange år med sin mand, som var inspektør på en skole. Da manden døde, flyttede hun tilbage til fødebyen Vanløse. En gang om ugen kørte Per hende til frisøren, hvor hun fik sat sit røde hår. Derefter gav hun en fin frokost ude i byen. Nanny Sigrid Høyer var en kvinde, som skældte ud over alt muligt. Hun var også en type, der aldrig smed noget væk. Engang havde hjemmehjælperen fyldt seks sorte skraldesække med gammelt papir fra hendes lejlighed. De endte ude på altanen, for Nanny Sigrid Høyer ville ikke have dem smidt ud. ”Og de står der stadig,” havde Per sagt.
Artiklerne i URBAN har gjort et stort indtryk på mig, og jeg kan ikke slippe emnet. Det er tankevækkende, at John Valdemar Petersen tilsyneladende har haft et godt liv med flere venner, mens Nanny Sigrid Høyer kun havde én bekendt. Men hvad med alle de andre mennesker, som får en efterlysende dødsannonce i avisen? Hvem var de, og hvordan har deres liv været? Måske gemmer der sig mange forskellige skæbner bag de tilsyneladende så triste dødsannoncer. En idé er ved at forme sig i mit hoved.
Vi nærmer os maj måned, og jeg overvejer at klippe alle de efterlysende dødsannoncer ud, som jeg finder i avisen i hele den måned. Jeg vil så prøve at efterforske de skæbner, der ligger bag. Jeg vil deltage i bisættelserne, og jeg vil prøve at komme i kontant med de venner, naboer og kolleger, som der måtte være, for at finde ud af hvem afdøde var. Hvis det lykkedes, vil jeg udgive en bog om emnet. Jeg bliver mere og mere opsat på ideen, selvom jeg også er lidt bange for, hvad jeg kan rode mig ud i.
Jeg bruger meget energi på at spekulere over, om jeg skal gå i gang med projektet eller ej. Den 3. maj 2005 kommer den første efterlysende dødsannonce i avisen for denne måned. Da jeg har set lidt på den, bliver jeg klar over, at mit ønske om at finde frem til afdødes skæbne vinder over tvivlen og angsten for, hvad jeg kan rode mig ud i. Jeg beslutter mig for at gå i gang med projektet.
Ovennævnte projekt lykkedes, men ”bogen” er aldrig blevet udgivet. De forlag jeg henvendte mig til mente ikke, at nogen ville interessere sig for emnet. Det var for specielt, og ikke noget, der havde ”almen interesse”, fik jeg at vide. Måske har forlagene ret, men jeg overvejer alligevel at lægge ”bogen” ud på min blog. Hvis nogen er interesserede i at læse mere, så lægger jeg kapitel 1 ud på søndag. Hvis ikke der kommer nogen kommentarer, så gemmer jeg projektet væk og bevarer det som mit eget lille minde.

Hej - Jeg vil meget gerne læse din bog, og jeg er ked af at forlagene ikke mener at det vil interessere folk, måske vil det være din bog der skaber interessen?
- Det er sørgeligt at menneskeliv kan ende i sådan en tomhed.
Hej
Tusind tak for din kommentar. Den blev jeg rigtig glad for.
Der ligger mange forskellige skæbner bag de efterlysende dødsannoncer, fandt jeg ud af, og ikke alle endte deres liv i tomhed. Nogle blev svigtet frygteligt, mens andre fik præcist det liv, de ønskede.
Nu lægger jeg første kapitel ud på søndag. Det hander om Astrid Juliane Due, som blev 92 år. Er der stemning for det, så kommer andet kapitel den følgende søndag osv.
Tak igen for din kommentar. Hvis blot én person vil læse hvad jeg har skrevet, så har projektet har været det hele værd
Jeg læser også med på søndag!
TO fans. Det er jo helt vildt. Nu håber jeg ikke, at I bliver skuffede på søndag
Kære Ida
Jeg har med interesse noteret mig, hvad du her har skrevet, og du er velkommen til at kontakte mig, hvis vi evt. skulle overveje at lave noget sammen om fænomenet med ‘pårørende efterlyses’. Jeg har gang i forskellige bøger, og du skal således være velkommen til at maile mig, så vi kan se, hvad det kan føre til.
De bedste hilsner
Michael Hviid Jacobsen
Sociolog
Aalborg Universitet
Kære Ida
Hvor er jeg glad for at andre har haft interesse for John, og andre i lignende situationer, selvom vi jo alle ville ønske at det skete, mens de var i live!! Jeg har desværre mistet artiklen, og da den er mit eneste minde om ham, som var alt fra en sød nabo, kær ven og adopteret morfar, vil jeg derfor meget gerne se den igen. -Jeg er forøvrigt Rikke, naboen
Kh.
Rikke